Samfund

Virksomhed lavede ulovlig markedsføring af kviklån til hasardspillere

Det var en klage fra en dansk mand, som fik sagen i gang.

En udbyder af kviklån gik over grænsen, da selskabet bag sidste år lavede målrettede annoncer på Facebook mod en nøje udvalgt gruppe af mænd, der er interesseret i hasardspil som online poker.

Forbrugerombudsmanden oplyser i en pressemeddelelse, at virksomheden Sky Connect ApS, selskabet bag Favoritlån, overtrådte god markedsføringsskik.

- Hvis en virksomhed målretter sin markedsføring af lån til hasardspillere, er det efter min opfattelse i strid med god markedsføringsskik, fordi det er i strid med almene samfundshensyn, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Derfor finder Forbrugerombudsmanden Sky Connects markedsføring ulovlig.

Anmeldelse kommer fra én i målgruppe

En klage fra en dansk mand, der af Facebook var lagt i målgruppen for mænd med tilbøjelighed til onlinespil, fik sagen til at rulle.

I et opslag på Facebook skrev manden, at han kun sjældent gambler om penge og generelt holder sig fra kviklån, hvorfor han valgte at trykke på knappen "Hvorfor ser jeg denne annonce?" på Facebook, der viser, hvorfor han ser reklamen fra Sky Connect.

Af Facebooks oplysninger fremgik det, at en af årsagerne til, at manden så annoncen, var, at Favoritlån gerne ville nå ud til mænd mellem 28 til 45 år, der var interesseret i onlinespil.

Sky Connect har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de blot ønskede at afprøve de muligheder, Facebook tilbyder inden for målrettede annoncer. Men samtidig erkender Sky Connect også, at de var bevidste om, at der kunne være personer med spillegæld i den udvalgte kategori.

Forbrugerombudsmanden har dog efterfølgende gjort Sky Connect opmærksom på, at det ikke er i orden at give lån til personer, der har til hensigt at bruge pengene på gambling. I så fald er lånene ikke gyldige ifølge dansk lovgivning.

Facebook får også kritik

Udover kritikken mod Sky Connect retter Forbrugerombudsmanden også kritik mod Facebook for at gøre det nemmere at lave målrettede reklamer mod hasardspillere.

Forbrugerombudsmanden mener, at det sociale medie har gjort det alt for let at annoncere målrettet mod personer, der eksempelvis lider af spilafhængighed. Virksomhederne har et ansvar for, at markedsføringen fremføres med hensyn, oplyser Forbrugerombudsmanden.

Det siger Christina Toftegaard Nielsen.

- Jo mere viden virksomhederne har om de forbrugere, som de målretter deres reklamer mod, desto større krav stiller markedsføringsloven til, at virksomhederne ikke markedsfører sig i strid med almene samfundshensyn som social ansvarlighed og etisk adfærd.