Samfund

Vanvidsbilist brød loven 27 gange, men politiet måtte lade ham køre videre

Først efter flere år blev vanvidsbilist fjernet fra vejene. Det kan nemlig være svært at tage bilen fra bilister, der bryder loven i lånte biler.

Ti gange kørte han påvirket af hash. Fem gange kørte han over for rødt. To gange stak han af fra politiet, og seks gange kørte han alt for stærkt – senest med 167 km/t, hvor han måtte køre 70.

Gennem de seneste fire år har Ahmed A. fra Aarhus brudt færdselsloven intet mindre end 27 gange – første gang kun tre måneder efter, at han fyldte 18.

Der er kun én ting, der virker, og det er at tage bilen fra dem nu og her

Henrik Schmeiser, politiassistent

Alligevel har han fået lov til at køre videre, for selvom politiet gerne vil, kan de kun sjældent tage bilen fra vanvidsbilister.

Det forklarer en af landets mest erfarne færdselsbetjente, Henrik Schmeiser.

- Når man ikke tager køretøjet fra dem, fortsætter de bare i samme stil. Det svarer til at levere våbnet tilbage til gerningsmanden efter en forbrydelse, siger han.

Vanvidsbilister kører i lånte biler

Normalt kan politiet straks beslaglægge en bil, hvis føreren begår grove overtrædelser af færdselsloven.

Men i 23 ud af af Ahmed A’s 27 færdselsforseelser sad han bag rattet i en bil, som ikke var hans egen. I stedet var bilerne enten leaset eller ejet af andre end ham selv.

Vanvidsbilist NY desktop

Det har betydet, at politiet ofte måtte lade ham køre videre, fordi bilen var registreret i en anden persons navn. Så skal der nemlig gentagen vanvidskørsel til i samme bil, før den ifølge loven kan konfiskeres.

Og den fidus er det ikke kun Ahmed A., der har opdaget.

Da Ahmed A. første gang brød loven, havde han kun været myndig år i tre måneder. Knap fire år senere, blev han dømt.

Ifølge Henrik Schmeiser kører langt de fleste serie-vanvidsbilister nemlig rundt i flere forskellige biler, der ikke er registreret i deres eget navn – og derfor mener han, at loven bør ændres.

I stedet bør biler kunne beslaglægges, ligegyldigt hvis navn der står på registreringsattesten, siger han.

- Der er kun én ting, der virker, og det er at tage bilen fra dem nu og her. Det har nogle enorme økonomiske konsekvenser, og det er en måde at få det farlige våben væk fra vejene.

Og nu er der måske en lovændring på vej.

I regeringen har man således også fået nok at hensynsløs kørsel. Derfor skal der ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) fremover indføres en "hovedregel" om, at gerningsbilen konfiskeres ved vanvidskørsel, uanset at bilen er ejet af en anden end føreren.

- Hvis et par bandemedlemmer kører vanvidskørsel, kan politiet, når de stopper dem, tage kørekortet, beslaglægge, konfiskere og bortsælge bilen, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Ejer vidste ikke, at bilen var hans

TV 2 har været i kontakt med den registrerede ejer til én af de biler, Ahmed A. brugte til vanvidskørsel gennem Aarhus.

Han fortæller, at selvom bilen var registreret i hans navn, så kendte han intet til, at den stadig var hans.

Han havde nemlig solgt bilen til Ahmed A, som omregistrerede den på Skats hjemmeside.

- De var sådan set nogle vældig flinke fyre, som ville omregistrere bilen, mens de stod heroppe. De viste mig endda en kvittering for det, fortæller han.

Men kvitteringen var fup, og fjorten dage senere blev han ringet op af politiet.

Bilen, som stadig var indregistreret i hans navn, var nemlig blevet brugt til et røveri i Aarhus.

Fyrværker, hæleri og masseslagsmål

Først da den nu 22-årige vanvidsbilist i november sidste år blev dømt ved retten i Aarhus, blev han fjernet fra vejene.

Ahmed A. blev tiltalt for både sine 27 færdselsforseelser samt 67 andre forbrydelser – blandt andet hæleri, besiddelse af hash med henblik på videresalg, masseslagsmål og for at skyde fyrværkeri efter grupper af mennesker på et torv i Aarhus.

Han blev idømt ét års fængsel og ti års frakendelse af kørekortet.