Coronavirus

Universiteter fraråder udveksling i Kina efter virusudbrud

Flere universiteter fraråder udvekslingsophold i Kina, fordi kinesiske universiteter udskyder semesterstart.

Udvekslingsopholdet i Kina er for flere danske studerende sat på pause indtil videre.

Det skyldes, at en del kinesiske universiteter har udskudt forårets semesterstart på ubestemt tid som følge af den nye coronavirus, der stammer fra Kina.

Derfor råder flere danske universiteter deres studerende til foreløbigt at vente med at rejse afsted.

På Københavns Universitet (KU) er der kun to studerende, som står til at rejse til forskellige regioner i Kina. Det oplyser Jasper Steen Winkel, som er vicedirektør for kommunikation på KU.

- Universiteterne derude har udskudt deres semesterstart, så vi har bedt vores studerende om at blive i Danmark indtil videre.

- Vi har også omkring 50 forskerstuderende med forbindelse til Kina, og dem holder vi kontakt med, mens vi råder dem til at følge Udenrigsministeriets rejseregler, siger han.

31 studerende fra Aarhus Universitet rådes ifølge TV2 Østjylland til at aflyse deres kommende semester i Kina.

Det samme gør fire studerende fra Aalborg Universitet.

Udveksling udskudt på ubestemt tid

Her har det kinesiske modtageruniversitet også meddelt, at de på ubestemt tid har udskudt forårssemesteret.

På Syddansk Universitet (SDU) har man ikke nogle studerende, som skal på udveksling i det kommende forårssemester.

Der kommer til gengæld en håndfuld kinesiske studerende til universitet i dette semester, men det forløber som normalt. Det oplyser kontorchef i SDU International Stefan Knudsen.

Til Aarhus Universitets avis Omnibus siger Morten Laugesen, som er direktør for Sino-Danish Center (SDC), at 54 studerende optaget gennem de danske universiteter sidste år snart skal i gang med deres kandidatuddannelse i Kina.

SDC er et partnerskab mellem de otte danske universiteter og det nationale kinesiske videnskabsakademi samt University of Chinese Academy of Sciences (UCAS).

- Lige nu er der kinesisk nytår, så UCAS har været lukket siden 10. januar, og de studerende er på ferie enten i Danmark eller Sydøstasien, for semestret skulle først være begyndt 17. februar.

- Men beskeden fra vores kinesiske partnere er, at semestret er udskudt på ubestemt tid, og at de studerende ikke skal indfinde sig i Beijing på nuværende tidspunkt, siger Morten Laugesen til Omnibus.

SDC følger udviklingen nøje og er i gang med at undersøge, hvad de kan gøre, så de studerendes undervisning påvirkes så lidt som muligt.

De studerende kan ikke automatisk overføres til kurser i Danmark.