Samfund

Kina kræver skulptur i København fjernet - nu svarer kunstneren igen

Den kinesiske ambassade har forsøgt at presse København Kommune til at fjerne Jens Galschiøts skulptur, der støtter Hongkong-demonstranter.

Han havde forventet en reaktion fra Kina. Men han havde ikke regnet med, at de ligefrem ville kræve hans skulptur fjernet.

Den danske kunstner Jens Galschiøt står bag den otte meter høje skamstøtte, der forestiller en bunke af forvredne kroppe. Skulpturen blev torsdag i sidste uge placeret midt på Christiansborg Slotsplads i København "i solidaritet med demonstranterne i Hongkong, som kæmper for at bevare deres frihedsrettigheder".

Siden da er det kommet frem, at den kinesiske ambassade i København forsøgte at forhindre skulpturen i at blive opført. Og det overrasker Jens Galschiøt:

- Det er okay, at Kina kommenterer på kunstværket som en del af en international debat - og den debat deltager jeg gerne i. Men det er helt anderledes, at Kina går ind og kræver, at man fra dansk side skal censurere et kunstværk. Vi har kunstnerisk ytringsfrihed i Danmark, så det er simpelthen ikke rimeligt. Det går langt, langt over stregen, siger han til TV 2.

Kunstner permanent udvist af Kina

Skulpturen er opført i samarbejde mellem Amnesty International og Alternativet med opbakning fra blandt andre Enhedslisten og SF. På den kinesiske ambassades hjemmeside beskylder man dem, der har støttet statuen, for at "bakke op om voldelige handlinger" og for at "eksponere deres dobbeltmoral, når det gælder ekstremt hykleri i forhold til menneskerettigheder og demokrati".

De udtalelser har Jens Galschiøt kun hovedrysten til overs for:

- Vi har jo at gøre med et land, som har op til en million mennesker i koncentrationslejre, og som igennem deres politi i Hongkong massakrerer studenter og laver voldelige kampe allevegne. Så man kan ikke ligefrem kalde Kina for et dydsmønster. Jeg synes, de skulle tage og kigge på deres egen ytringsfrihed og egen måde at drive landet på i stedet, siger han.

Den danske kunstner Jens Galschiøt står bag en otte meter høj skamstøtte, der forestiller en bunke af forvredne kroppe.

Det er ikke første gang, at Jens Galschiøt har opført en skamstøtte i foragt over for det kinesiske styre. Tilbage i 1997 opførte han et monument på Den Himmelske Freds Plads i Beijing til ære for de kinesiske studenter, der døde under voldsomme demonstrationer mod korruption i 1989. Antallet af dræbte varierer fra et par hundrede til flere tusinder.

Monumentet resulterede i, at Jens Galschiøt blev permanent udvist af Kina.

- Siden da har jeg arbejdet imod Kina, som jeg ser som en totalitær stat, der krænker ytringsfriheden og sender masser af uskyldige mennesker i fængsel, siger han og henviser til de seneste syv måneders demonstrationer i Hongkong mod Kinas regime, hvor flere end 7000 mennesker er blevet anholdt.

Stor opbakning fra politikerne

Det er Københavns Kommune, der har givet tilladelse til at placere Jens Galschiøts skulptur ved Christiansborg. De ønsker ikke at stille op til interview, men Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune bekræfter over for TV 2, at de har modtaget en henvendelse fra den kinesiske ambassade i Danmark.

- I den forbindelse er det oplyst ambassaden, at skulpturen er opstillet i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning, skriver de til TV 2.

Også Alternativets afgående politiske leder, Uffe Elbæk, tager situationen med ophøjet ro. Formålet med skulpturen var netop at skabe reaktioner, siger han.

Alternativets afgående, politiske leder, Uffe Elbæk, tager situationen med ophøjet ro. Formålet med skulpturen var netop at skabe reaktioner, siger han. Video: Maria Runøe Møller

- Det overrasker mig ikke, at Kina siger, som de gør. Det er fuldstændig rigtigt at vi har en holdning til, hvad der foregår i Hongkong. Den demokratikamp, som de fører, er ikke bare deres kamp. Det er vores allesammens kamp, fordi Kina er så stor en politisk og økonomisk spiller i verden i dag.

- Og så ved jeg godt, at der måske sidder nogle danske firmaer og tænker: "hvad pokker får det her af konsekvenser for vores handel med Kina?", og der har jeg bare ét budskab: Menneskerettigheder står over økonomiske rettigheder, siger Uffe Elbæk.

Både regeringen, Dansk Folkeparti og de konservative bakker ligeledes op om skulpturen.

- Kineserne har givet udtryk for deres synspunkter. Dem skal vi lytte til, men vi skal også fortælle dem, at de ikke skal blande sig i den kunstneriske frihed. De skal ikke censurere kunst i Danmark, siger Naser Khader, menneskerettighedsordfører i de konservative.

Kunstværket skal efter planen stå på Slotspladsen frem til 21. april. TV 2 har været i kontakt med den kinesiske ambassade, der henviser til deres pressemeddelelse.