Coronavirus

Screenes før, under og efter rejse - sådan foregår evakueringen af danskere fra Kina

Danmark har et gennemprøvet og robust beredskab, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Den danske regering er nu begyndt at hente borgere hjem fra Hubei-provinsen i Kina, der er plaget af et alvorligt udbrud af coronavirus.

De første fire er fredag på vej fra Wuhan til Danmark, og yderligere 11 med tilknytning til Danmark forventes at følge i løbet af de kommende dage.

På et pressemøde gav sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fredag et indblik i, hvordan de danske myndigheder håndterer sådan en hjemtagning.

Der bliver ikke taget nogen chancer, lød det. Derfor bliver alle screenet både før, under og efter rejsen.

Før rejsen

Den første screening foregår i Kina. De kinesiske myndigheder lader ikke nogen forlade lufthavnen i Wuhan, før de har gennemgået et sundhedstjek.

Hvis en person her viser symptomer på den coronavirus, der indtil videre har smittet omkring 10.000 mennesker og kostet over 200 livet, får vedkommende ikke lov til at gå ombord på et fly.

Det er ikke en evakuering af syge, det er en hjemrejse for raske mennesker

Søren Brostrøm, direktør, Sundhedsstyrelsen

For de fire danskere, der fredag formiddag er på vej med et fly fra Wuhan, hedder næste destination England.

Det danske udenrigsministerium, som står for hjemtagelsen, samarbejder med andre europæiske lande, og det er ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) en kæmpe logistisk opgave. Danmark er langtfra det eneste land, der arbejder for at hente sine borgere hjem.

Under rejsen

Flyet med de fire danskere er chartret af det britiske udenrigsministerium og forventes at lande i England klokken 14.30 dansk tid. Her står 83 britiske passagerer af, hvorefter flyet flyver videre til Spanien med de resterende 27 passagerer.

I Spanien bliver de fire danskere hentet af et fly fra Forsvaret. Med på flyet er en læge fra Forsvarets Sanitetskommando, som møder danskerne i Spanien og vurderer dem igen, før de stiger ombord på flyet.

Her bliver de ledsaget og vurderet af dansk sundhedspersonale.

I Danmark lander de i Roskilde Lufthavn, som man tidligere har brugt i lignende situationer. Her venter det danske sundhedsberedskab på passagererne og vil foretage en risikovurdering af hver enkelt.

- Sundhedsmyndighederne arbejder ud fra et forsigtighedsprincip. Det vil sige, at hvis der er tvivl, så opgraderer man indsatsen, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

Skulle der være en, der har symptomer, bliver personen transporteret direkte til Hvidovre Hospital og anbragt på en højisolationsstue.

Hvis alle derimod er symptomfrie, vil de blive transporteret hjem af deres regionale beredskab, som møder dem i Roskilde Lufthavn. Sundhedsstyrelsen understreger, at den forventer at modtage raske borgere i lufthavnen.

- Det er ikke en evakuering af syge, det er en hjemrejse for raske mennesker, siger styrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Efter rejsen

Hvad der herefter sker med dem, afhænger af risikovurderingen af den enkelte. Men som udgangspunkt er der tale om raske mennesker, der kan bevæge sig rundt, som de vil.

Myndighederne har erfaring fra lignende situationer i forbindelse med udbrud af ebola, sars og mers.

- Så vi har et meget gennemprøvet og robust beredskab på det her område i Danmark, siger Søren Brostrøm.

Han understreger, at der kun er lille risiko for, at vi får smitten til Danmark. Men vi kan ikke udelukke det, og derfor er retningslinjerne for håndteringen meget strikse.

- Vi har en meget stor kapacitet både på de to højisolationscentre i Hvidovre og Skejby og i vores præhospitale beredskab, som er bygget op over årene. Så vi er meget sikre i forhold til håndteringen af det her, siger Søren Brostrøm.