Coronavirus

Danmark henter borgere hjem - derfor skal de modsat amerikanere, briter, tyskere og franskmænd ikke i karantæne

Sundhedsstyrelsen mener ikke, at det er nødvendigt, at de evakuerede danskere fra Wuhan skal i karantæne.

Over det meste af verden arbejder myndigheder på at hente deres borgere hjem fra det virusramte Kina og den nedlukkede millionby Wuhan.

Også danske myndigheder henter danskere hjem fra byen. I fredags ankom fire personer til Danmark, mens 11 danskere lander i Roskilde Lufthavn søndag aften.

I flere lande venter der de hjemvendte borgere 14 dage i karantæne. Men sådan er det ikke i Danmark.

Den ene grund er, at de mennesker, der bliver hentet hjem, er raske. De er altså blevet screenet både før, under og efter rejsen for at sikre, at de ikke har symptomer på den nye coronavirus.

Den anden grund er ganske simpelt, at Danmark ikke karantænesætter folk per automatik.

- Det har vi aldrig gjort, og det er ikke vores retningslinjer, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

I en pressemeddelelse søndag uddyber styrelsen beslutningen om den manglende karantæne i Danmark:

- Det er så få vi hjemtager, og de er løbende screenet undervejs, så kan vi lave en grundig og konkret vurdering af hver enkelt. Og så er det både mere sikkert for samfundet, og rimeligt for den enkelte, at vi aftaler tæt overvågning eller decideret ’hjemmekarantæne’, snarere end at bruge store karantænefaciliteter, siger Søren Brostrøm.

"Ekstremt velprøvet"

Når personerne lander i Danmark, foretager sundhedsmyndighederne en konkret risikovurdering af hver enkelt person.

Hvis de ud fra den individuelle vurdering finder det nødvendigt, vælger myndighederne oftest, hvad man kan kalde hjemmekarantæne, hvor personen opholder sig i sit eget hjem og følger Sundhedsstyrelsens grundige instrukser.

I tilfælde af feber eller andre symptomer skal personen isolere sig i hjemmet og ringe til myndighederne. De sender så en ambulance og indlægger personen på en højisolationsstue.

- Det er et ekstremt velprøvet og sikkert princip, hvor man kan sige, der også er et rimeligt forhold mellem det tiltag, vi gør for at beskytte samfundet, og hensynet til den enkelte, siger Søren Brostrøm.

De fire personer, der fredag vendte hjem til Danmark fra Wuhan, har aftalt med myndighederne, at de indtil videre holder sig hjemme.

Mens Danmark henter i alt 14 borgere hjem fra Kina, har andre vestlige lande modtaget en del flere.

USA

USA's sundhedsminister erklærer national sundhedskrise.

195 amerikanere, der er blevet evakueret fra Wuhan, og som i stor stil tæller diplomater og deres familier, skal være yderligere 14 dage i karantæne på March Air Reserve Base.

Alle 195 var allerede i en frivillig tredages karantæne, som myndighederne nu har valgt at gøre til en obligatorisk karantæne med varighed på to uger. Det skriver CNN.

USA har fredag aften dansk tid også erklæret national sundhedskrise og lukket grænsen for alle udlændinge, der har rejst i Kina indenfor 14 dage. Samtidig skal alle amerikanske borgere, der har besøgt Hubei-provinsen i Kina for nyligt, i 14 dages karantæne.

Tyskland

Tyskland har oprettet et medicinsk modtagecenter ved lufthavnen i Frankfurt til at undersøge passagerer fra Kina, inden de skal videre i karantæne.

Et militærfly fra Wuhan forventes lørdag at lande i Tyskland med 100 tyske statsborgere ombord, oplyste den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, fredag.

Ingen af de 100 er ifølge ministeren smittet med coronavirus, alligevel skal de 14 dage i karantæne.

Ifølge AFP er der oprettet et medicinsk modtagecenter ved lufthavnen i Frankfurt, hvor de 100 tyskere skal undersøges, når de lander.

Derefter bliver de bragt til en flyvestation nær Stuttgart, hvor de skal være i karantæneperioden.

Frankrig

 Ferieresortet Vacanciel er under beskyttelse af fransk politi.

Et fly med omkring 200 franskmænd landede fredag i Frankrig nær Marseille, skriver AFP.

De skal nu i 14 dages karantæne på ferieresortet Vacanciel i byen Carry le Rouet ved den franske middelhavskyst.

Storbritannien

Arrowe Park Hospital i Birkenhead ved Liverpool.

83 briter, der fredag er ankommet til Storbritannien med det samme fly, som har fragtet fire danskere ud af Wuhan, skal videre til Arrowe Park Hospital i det nordlige England.

Her skal de undersøges, og efterfølgende skal de i 14 dages karantæne. Det skriver Sky News.