Covid-19

Hvor gode er chancerne egentlig for at overleve coronavirus?

Det nye coronavirus 2019-nCoV. Cdc / Ritzau Scanpix

Mens antallet af smittede og døde som følge af coronavirus løbende registreres, er det mere tvivlsomt, når det kommer til antallet af overlevende.

Coronavirus er det helt store samtaleemne i disse dage.

Udbruddet tog sin begyndelse i den kinesiske millionby Wuhan i slutningen af 2019, hvorefter virussen i januar har spredt sig ud over flere kontinenter. Alt imens kæmper de globale sundhedsmyndigheder med at få smitten under kontrol.

Derfor bliver der løbende holdt øje med antallet af smittede og døde af virussen. Indtil videre har 170 mistet livet, mens knap 7700 er smittet i Kina.

Men der er også et andet interessant tal, der indtil videre ikke har været så stor fokus på: Antallet af overlevende.

TV 2 har talt med overlæge og afdelingschef på Statens Serum Institut, Tyra Krause om dette. Og hun erkender, at der er en del uvished på dette område.

- Vi har hørt om nogle enkelte tilfælde, hvor folk har fået milde infektioner, som de er kommet sig over, siger hun.

Ikke alle infektioner bliver registreret

De fleste ramte er dog fortsat i karantæne, fordi virussen og dets omfang endnu er forholdsvis ukendt. Derfor har Statens Serum Institut heller ikke overblik over, hvor mange milde tilfælde, der er tale om. Og hvor mange, der efterfølgende er erklæret raske.

- Folk med milde infektioner kommer ikke nødvendigvis på hospitalet, og derfor er de heller ikke blevet registreret, forklarer Tyra Krause.

Derfor er fortællingen om overlevende efter coronavirus stort set ikke-eksisterende. Endnu.

Dog lyder det fortsat, at coronavirus rammer på samme facon som en almindelig influenza. De smittede har haft symptomer på lungebetændelse som feber, tør hoste, besværet vejrtrækning og tegn på lungebetændelse på røntgenbilleder.

- De, der har tilbøjelighed til at få et alvorligt sygdomsforløb, er ældre. I de fleste tilfælde er de særligt gamle og har underliggende kroniske sygdomme. Overvægten af de hårdest ramte er desuden mænd, siger Tyra Krause.

Indtil videre er det dog ikke bevist, at der er bestemte former for gensammensætninger, som i højere grad bliver smittet end andre.

- Vi har heller ikke overblik over, hvor mange raske og relativt unge, der er indlagt. Én tredjedel af de registrerede tilfælde er ældre med kroniske sygdomme. Så vi har en formodning om, at denne virus rammer på samme måde som en almindelig influenza. Men vi har endnu ikke god nok data til at understøtte det præcist, siger overlægen på Statens Serum Institut.

Kan være forskel på forløb

Senest blev der onsdag udgivet en rapport, der beskriver 99 patienter, som har fået påvist coronavirus i perioden 1. til 20. januar, omend de første tilfælde blev opdaget i december.

I rapporten er de 99 tilfælde fulgt indtil 25. januar, hvor 31 procent er udskrevet, 57 procent fortsat er indlagt, og 11 procent er døde. Der er tale om 32 kvinder og 67 mænd.

- Det er lidt vanskeligt at fortolke det tal, da der jo ikke er så lang opfølgningstid på de tilfælde, der er er registreret sidst i perioden. Selvfølgelig vil langt de fleste blive udskrevet igen, men de kan være indlagt i længere tid, fortæller Tyra Krause.

Dog har de fleste af de 99 patienter i rapporten, været eksponeret på det lokale marked i Wuhan, som smitten mistænkes at være udsprunget fra.

- Vi kan ikke udelukke, at der er forskel i det kliniske forløb alt efter, om man er blevet smittet på markedet eller smittet af en anden person. Nu drives udbruddet nok primært af person-til-person smitte, siger Tyra Krause.

Toppen af isbjerget

Desuden holder Statens Serum Institut øje med CCDC's hjemmeside, hvor de kinesiske myndigheder dagligt registrerer nye tilfælde, samt dem, der er kommet sig efter virussen.

Her fremgår det, at der per 30. januar er bekræftet 1737 nye tilfælde ud af i alt 7711. Der er desuden 4148 nye mistanker om smitte, mod i alt 12.167.

Der er indtruffet 38 nye dødsfald, mod 170 i alt. 21 nye personer er i bedring mod 124 hidtil.

- Men tallene er så små, at vi mener, der må være problemer med overvågningen med at få registreret patienter, der er erklæret raske. Det tyder på, at der er et stort mørketal, så de indlagte tilfælde kun reflekterer toppen af isbjerget, lyder det fra Tyra Krause.