Samfund

Det har aldrig været sikrere at flyve, viser nyt studie

Qantas topper listen over verdens mest sikre flyselskaber.  Saeed Khan / Scanpix Denmark

Det er i dag ti gange sikrere at flyve end for 40 år siden.

Hvis du lider af flyskræk og får svedige håndflader, når du sætter dig til rette i et passagerfly, kan du nu trøste dig med konklusionen fra et nye studie.

Det viser nemlig, det aldrig tidligere har været så sikkert at rejse med fly.

Studiet er lavet på det tekniske universitet i Massachusetts, MIT, der skriver det på MIT News.

Universitet har hvert årti de seneste 40 år udgivet en rapport over, hvordan flysikkerheden udvikler sig. Antallet af dødsfald har gennem alle årene været stødt faldende, og den tendens fortsætter med de seneste tal.

Undersøgelsen, der er den nyeste af sin slags, slår fast, at der mellem 2008 og 2017 har været et drastisk fald i dødsfald forbundet med kommercielle flyvninger.

Mellem 1978 og 1987 døde én ud af 350.000 personer, der steg om bord på et fly. I den seneste rapport har det ændret sig til én ud af 7,4 millioner.

- Det er faktisk ti gange sikrere at flyve i dag, end det var for 40 år siden, siger Arnold Barnett, der er professoren bag studiet.

Her er der sket forbedringer

Siden 2017, hvor undersøgelsen stopper, har der været flere dødsulykker med passagerfly. Senest skød iransk militær et passagerfly ned tæt på den iranske hovedstad, Teheran. Her omkom alle 176 personer, der var ombord.

Vingen af det nedskudte, ukrainske fly, som styrtede ned tæt på Teheran.

Arnold Barnett erkender, at dødstallene for flystyrt svinger meget fra år til år. Men han holder alligevel fast i, at det giver mening at kigge på udviklingen et årti ad gangen. Han mener, det giver et mere præcist billede på den lange bane.

Samtidig noterer han sig, at det er blevet langt sikrere at flyve i Asien, Afrika og Østeuropa, hvor der tidligere har været et højt antal dødsulykker.

- De to mest iøjnefaldende ændringer i undersøgelsen er de positive forbedringer i Kina og Østeuropa, siger Arnold Barnett.

SAS i top over sikre selskaber

Selvom det generelt er blevet sikrere at flyve, kan der alligevel være forskel på sikkerheden, alt efter hvilket flyselskab man vælger. Som forbruger kan man læne sig op ad den årlige opgørelse over de 20 mest sikre flyselskaber, som hjemmesiden AirlineRatings står bag.

Den vurderer 405 flyselskaber verden over og rangerer dem ud fra 12 forskellige kriterier. Den ser blandt andet på, om selskaberne har haft flystyrt eller andre alvorlige hændelser, alderen på selskabets fly, hvordan flyselskaberne ledes og regeringers kvalitetskontrol.

Det skandinaviske flyselskab SAS bliver placeret på en 14.-plads på årets liste. Men generelt må de europæiske flyselskaber se sig slået af det australske selskab Qantas, der topper årets liste over bedst flysikkerhed.

Her kan du se listen over de 20 sikreste flyselskaber i 2020:

  1. Qantas
  2. Air New Zealand
  3. EVA Air
  4. Etihad
  5. Qatar Airways
  6. Singapore Airlines
  7. Emirates
  8. Alaska Airlines
  9. Cathay Pacific Airways
  10. Virgin Australia
  11. Hawaiian Airlines
  12. Virgin Atlantic Airlines
  13. TAP Portugal
  14. SAS
  15. Royal Jordanian
  16. Swiss
  17. Finnair
  18. Lufthansa
  19. Aer Lingus
  20. KLM

Kilde: AirlineRatings.com