Samfund

Samlede plastaffald langs strækning på 355 kilometer - minister 'dybt bekymret' over fund

Den danske natur flyder med plastikaffald - ikke mindst cigaretskodder, som topper listen. Se de fem hyppigste fund i naturen sidst i artiklen.

374.082 stykker plastikaffald.

Så meget plast fandt 57.000 elever fra folkeskoler og gymnasier, da der i uge 39 sidste år blev indsamlet skrald i den danske natur.

Det viser de netop offentliggjorte resultater af den landsdækkende optælling af plastaffald, kaldet Masseeksperimentet, som er den første videnskabelige kortlægning af plastforurening af sin art i verden.

Undersøgelsen fra det nationale naturfagscenter, Astra, dokumenterer, at det flyder med plastaffald i den danske natur, og overalt i landet er cigaretskodder den mest udbredte plastforureningskilde.

Vi er vokset op med film, hvor ikoner og helte knipser cigaretskodder afsted. Det ligger i vores kultur, at det er noget, man smider

Henrik Beha Pedersen, stifter af miljøorganisationen Plastic Change

Dystre tal

Plastaffaldet blev indsamlet i slutningen af september, hvor elever fra 92 ud af landets 98 kommuner fandt efterladenskaber i naturområder som strande, skove, parker og grøftekanter i løbet af en hel dag, og resultatet af Masseeksperimentet afslører dystre tal.

For den danske natur er skæmmet af plastaffald, som danskerne har smidt fra sig.

De i alt 3548 indsamlinger blev foretaget langs en strækning på 355 kilometer, og cigaretskodder var den plastforureningskilde, der blev fundet klart mest af i naturen.

Næsten hvert tredje stykke plastaffald var et cigaretskod, mens tomme chipsposer, slikpapir og små plaststykker og plastposer også fyldte i naturen og følger på de næste pladser i toppen af listen.

- Der bliver fundet plastik stort set alle steder, hvor der er blevet undersøgt, siger Kristian Syberg, der er forfatter bag rapporten om Masseeksperimentet og lektor i miljørisiko ved Roskilde Universitet, til TV 2.

- Det plastik, som eleverne har fundet, er typisk forskellige former for engangsplast. Meget af det kan ikke genbruges, og derfor er der mange, der har en tendens til at smide det i naturen.

I alt 112.018 stk. blev fundet i naturen i uge 39 i 2019

Cigaretskodder med tungmetaller

De enorme mængder engangsplast er et stort problem, da det kun langsomt bliver nedbrudt i naturen.

Ikke mindst cigaretfiltre, der indeholder celluloseacetat, som bruges til at lave nogle typer plast.

Desuden indeholde selve cigaretskodderne både tungmetaller og kræftfremkaldende stoffer, som kan gøre skade på miljøet.

Men også dyr kan blive ramt af plastforureningen, da de tror, affaldet er mad og spiser det. Dermed får de en falsk mæthedsfornemmelse og kan dø af sult, lyder det fra Kristian Syberg.

Enestående datasæt

Masseeksperimentet i den danske natur lovprises af miljøorganisationen Plastic Change.

Det siger stifteren, Henrik Beha Pedersen, til TV 2:

- Det er et enestående datasæt over, hvor meget plastik og hvilke typer plastik, der findes i Danmark. Det er en gave til miljøministeren.

Cigaretskodder er den type affald, der oftest findes i naturen.

Den nationale kortlægning af plastaffaldet gør, at myndighederne lettere kan identificere, hvor der specifik skal sættes ind i kampen mod plastforurening i naturen, siger Henrik Beha Pedersen.

Han kalder det "ikke overraskende", at det typisk er cigaretskodder, der flyder i naturen. Forklaringen skal findes i vores vaner.

- Vi er vokset op med film, hvor ikoner og helte knipser cigaretskodder afsted. Det ligger i vores kultur, at det er noget man smider, siger Henrik Beha Pedersen.

Kræver national affaldsplan

Miljøminister Lena Wermelin (S) er "dybt bekymret" over resultaterne.

På baggrund af undersøgelsen skal konkrete plastikprodukter som vatpinde og engangsbestik og sugerør helt forbydes, siger hun til TV 2 og uddyber:

- Vi arbejder på en ny, national affaldsplan, hvor vi sikrer, at vi genbruger vores plastik meget mere, end vi gør i dag.

- Det kræver blandt andet en bedre affaldssortering i Danmark, der er mere strømlinet, så vi ikke gør det på 98 forskellige måder på tværs af landet.

Ifølge Lena Wermelin skal tobaksindustrien tage større ansvar for deres bidrag til forureningen, men danskerne skal generelt også tænke mere over deres opførsel i naturen, lyder det.

Der er taget politiske tiltag mod plastikaffald i naturen, ved at prisen på plastikposer er blevet tredoblet. Desuden bliver det fra 1. januar 2021 forbudt for forretninger at give gratis bæreposer ud til kunderne.

Top fem over antallet af fund af plastaffald fordelt på udvalgte kategorier.

Plastikaffald i naturen - antal fund fordelt på kategorier

  1. Cigaretskod

    112.018 stk.

  2. Plaststykker, mindre end 50 centimeter

    67.387 stk.

  3. Chipsposer og slikindpakning

    48.299 stk.

  4. Små plastposer

    28.011 stk.

  5. Andre plast- og flamingostykker, mindre end 50 centimeter

    .

    24.800 stk.

Kilde: Masseeksperimentet 2019