Nu må homoseksuelle mænd snart give blod
Flere foreninger jubler over de nye regler.
Fra marts i år må homoseksuelle mænd donere blod.
Det fremgår af et brev fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der er sendt til flere af Folketingets udvalg, skriver DR.
Der skal dog gå fire måneder, fra de har haft sex med en mand, før de må give blod.
Udelukket siden AIDS-epidemiens rasen
I foreningen Bloddonorerne i Danmark er glæden stor.
- Den permanente udelukkelse gav meget god mening, da den blev indført, siger generalsekretær Flemming Bøgh-Sørensen til DR.
Mænd, der har sex med mænd, har været udelukket fra at donere blod siden 1988, hvor AIDS-epidemien rasede i blandt andet Danmark.
- Situationen er en anden i dag, da testen er ret sikker. Vi har slået til lyd for, at den meget strikse regel godt kan ændres, uden at det går ud over patientsikkerheden, siger han.
Også AIDS-Fondet og Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT Danmark) tager godt mod de nye regler.