Grimme grøntsager smides ud – ville du købe en krum agurk, hvis du sparede 2 kroner?

Dagligvarebutikkerne har været med til at skabe et glansbillede af, hvordan mad skal se ud, siger kommunikationschef. Det bidrager til stort madspild.

”Grimme”, krumme og deforme grøntsager vinder frem i butikker landet over. Og mange danskere lader glædeligt de mindre skønne eksemplarer lande i indkøbskurven på handleturen, viser nye tal fra organisationen Stop Spild Af Mad.

Indenfor de seneste to år er 370 ton grøntsager med skønhedsfejl blevet solgt i supermarkeder og dermed reddet fra at ende deres dage i en affaldscontainer.

- Dagligvarebranchen bliver nødt til at kigge indad. Vi har skabt en forventning hos forbrugeren om, at tingene skal se perfekte ud, siger Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000.

Netop Rema 1000 var den første detailkæde, som valgte at sælge de forhutlede grøntsager i butikkerne.

Over halvdelen af danskerne foretrækker at købe et fødevareprodukt med et mærke, der viser, at produktet bidrager til mindre madspild.
Over halvdelen af danskerne foretrækker at købe et fødevareprodukt med et mærke, der viser, at produktet bidrager til mindre madspild. Foto: Alfred Pedersen & Søn ApS

Det indre, der tæller

Alene i 2019 blev 180 ton grimme grøntsager solgt gennem initiativet, hvor også detailkæden Salling Group, der ejer Netto, Føtex, Bilka og Salling, deltager.

Både grimme peberfrugter, krumme agurker og for store eller små tomater bliver benådet og solgt til en lidt billigere pris end de perfekte grøntsager. Eksempelvis bliver en førsteklasses agurk fra Danmark solgt til syv kroner, mens forbrugeren kan snuppe en andenklasses agurk fra samme sted til mellem fem og seks kroner i Rema 1000s butikker.

Hvilken af de to danske agurker ville du købe?
Hvilken af de to danske agurker ville du købe? Foto: Scanpix Denmark og Alfred Pedersen & Søn ApS
Afstemning

Det er dog udelukkende de ydre skønhedsfejl, der udløser rabatten.

- Jeg kan love dig, at en krum agurk smager lige så godt som en lige agurk, siger Jonas Schrøder.

Vil gøre op med skønhedsidealet

Et andet sted, hvor de uperfekte grøntsager vinder frem, er hos firmaet Grim. Et firma, der sælger abonnementsløsninger på kasser med grøntsager, der ikke lever op til skønhedsstandarderne i størstedelen af supermarkederne.

- Der er så mange krav, der gør, at landmændene står tilbage med en masse lækre grøntsager, som de ellers smider ud. Det her er en meget konkret måde at gøre en forskel på og skabe mere bæredygtighed, siger driftsansvarlig ved Grim, Hanna Danielsson.

Ved hjælp af kasserne har firmaet reddet 110 ton grøntsager det første år. Et tal, der kommer oveni Stop Spild Af Mads beregninger af grimt-grønt-salget i butikkerne.

Gulerødderne var misformede, og kålene var for små til at blive solgt i de fleste supermarkeder. Men nu er de på vej ud til en forbruger i én af Grims grøntkasser.
Gulerødderne var misformede, og kålene var for små til at blive solgt i de fleste supermarkeder. Men nu er de på vej ud til en forbruger i én af Grims grøntkasser. Foto: GRIM

Forståelse for forskellighed

En undersøgelse foretaget af Epinion for Stop Spild Af Mad viser da også, at over halvdelen af danskerne ville foretrække at købe et fødevareprodukt med et mærke, der viser, at produktet bidrager til mindre madspild - fremfor et produkt uden.

En tendens, som kommunikationschefen hos Rema 1000, Jonas Schrøder, ser positivt på.

- Det er naturens gang. Producenten kan jo ikke bede planten om at gro en helt lige agurk. Så det er godt med en bevægelse hen mod at forstå forskellighed og gøre op med glansbilleder – også indenfor fødevarer, siger han.

Herunder kan du få nogle idéer til, hvordan du kan undgå madspild.

Sådan undgår du madspild derhjemme

Planlæg din tur i supermarkedet

Foto: Shutterstock
Væn dig til at gennemtænke og planlægge dine indkøb og behov, inden du køber ind. På den måde undgår du impulsindkøbte madvarer, som du ikke når at få brugt. Hav altid en indkøbsseddel med, som du har lavet hjemmefra, og husk at købe ind med hovedet - ikke maven. Inden du falder for stykrabatter eller mængderabatter i supermarkederne, skal du overveje, om du får brugt og spist det hele.

Tænk over udløbsdatoen

Foto: YURI MALTSEV / Scanpix Denmark
Husk at kigge på udløbsdatoen, så den passer til den dag, hvor du skal bruge varen. Når du skal bruge og spise maden samme dag, bør du altid købe de fødevarer, der er tættest på udløbsdatoen.

Tænk over måltidet og sultens størrelse

Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark
I køkkenet skal du planlægge måltidet inden madlavningen. Gennemtænk, hvor meget hver enkelt person i husholdningen spiser, og hvor store portionerne skal være. Tænk over, om du plejer at lave for meget af for eksempel spaghetti, ris eller kartofler. Hvis du kan se, at du har købt for store mændger kød, brød eller andet, er det en god idé at dele maden op i portioner og fryse det ned.

Hvis du alligevel får lavet for meget mad

Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark
Det er vigtigt at få madrester hurtigt i fryseren eller i køleskabet. Hold styr på maden i din fryser ved hjælp af etiketter med dato og indhold, så du har et godt overblik.Tænk over, hvordan rester fra måltidet kan genbruges i andre retter. Måske kan en hovedret blive til en forret til dagen efter.

Hold din hverdag fri for spild

Arkivfoto. Foto: Simon Skipper / Scanpix Denmark
Skab et bedre overblik over, hvad du spiser, ved at lave en madplan. Hold dit køleskab ordentligt og overskueligt, og stil altid de ældste fødevarer forrest.