Samfund

TV 2-dokumentar nomineret til en Oscar: - Det er så vildt, jubler producent

'The Cave', der handler om en kvindelig læge i Syrien, er nomineret til en Oscar for Bedste Dokumentar.

Den dansk-syriske dokumentarfilm 'The Cave' er en af fem nominerede i kategorien Bedste Dokumentarfilm. Det står klart, efter at sløret blev løftet for nomineringerne til den prestigefyldte prisuddeling mandag.

Dokumentaren er instrueret af syriske Feras Fayyad, som bor i Danmark. Den har danske producere, danske klippere, dansk sound editor, og danske Sigrid Dyekjær er producent på filmen, som TV 2 har støttet økonomisk.

- Det er så vildt. Vi er så utroligt glade. Helt skørt glade, jubler Sigrid Dyekjær.

Hun har selv set alle 160 dokumentarfilm, der var med i kampen om at blive nomineret. Der var kæmpe konkurrence, siger Sigrid Dyekjær.

- Der var så helt utroligt mange film, at vi nærmest ikke turde tro på, at vi havde en chance.

Den amerikanske dokumentarfilm ’Apollo 11’ har været på alle bookmakers lister, men endte alligevel uden en nominering, nævner Sigrid Dyekjær.

- Jeg er selv ny i The Academy, som består af de 8500 branchefolk, der afgør, hvilke film der bliver nomineret. Og udover mig er også mange andre nye kommet til for at gøre akademiet mere internationalt, fortæller Sigrid Dyekjær.

- Derfor var det helt uforudsigeligt, hvem der blev nomineret.

Et aktuelt emne

’The Cave’ handler om en kvindelig læge, der leder et underjordisk hospital i den syriske provins Al-Ghouta.

- Emnet er virkelig relevant. Det er nu, der er krig, siger Sigrid Dyekjær.

Netop emnet for dokumentarfilmen er også en af grundene til, at TV 2 har støttet filmen, siger faktachef på TV 2, Thomas Breinholt.

- Det er mig bekendt første gang, at en TV 2-dokumentar er nomineret til en Oscar, siger faktachefen.

Instruktør bekendt i Oscar

Uddelingen af Oscarstatuetterne finder sted 9. februar i Dolby Theatre i Hollywood.

Det bliver ikke første gang, at Feras Fayyads navn bliver råbt op foran det stjernespækkede publikum til prisuddelingen.

For to år siden var han også nomineret i samme kategori for sin film 'Last Men in Aleppo', der også er en beretning fra den syriske borgerkrig.

'The Cave' havde dansk biografpremiere 9. januar.