Samfund

Politiet efterlyser vidner, efter kvinde blev fundet i fodgængerfelt

Den 69-årige kvinde ved ikke, hvad der er sket. Annelene Petersen / Scanpix Denmark

En 69-årig kvinde havde indre kvæstelser og skader i ansigtet efter ukendt hændelse lørdag.

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser vidner, der kan hjælpe med at opklare, hvad der lørdag aften skete med en 69-årig kvinde fra Holbæk.

Hun blev fundet liggende hjælpeløs i et fodgængerfelt midt på Munkholmvej i krydset ved Stormøllevej og Østre Fælledvej i Holbæk lørdag klokken 18.

Kvinden, der havde pådraget sig indre kvæstelser og skader i ansigtet, kunne ikke selv redegøre for, hvad der var sket.

- Vi vil meget gerne have henvendelser fra vidner, der har været i området på det tidspunkt, og som muligvis har set noget, siger Mads Haugaard, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2.

Politiet arbejder ud fra, at kvinden har været involveret i et færdselsuheld, men kan ikke udelukke andre årsager.

Politiet blev kontaktet lørdag klokken 21.20 af kvindens pårørende, efter at kvinden var blevet bragt til hospitalet.

- En kvindelig cyklist havde fundet hende liggende på vejen ukontaktbar og med en hundesnor i hånden. Hunden var dog løbet væk og hjem til kvindens bopæl i nærheden, står der ifølge TV 2 ØST i politiets døgnrapport.

Ingen trafikanter på stedet

Cyklisten har fortalt politiet, at der ikke var nogen øvrige trafikanter på stedet, da hun fandt kvinden liggende i fodgængerfeltet.

Efterfølgende kom der dog flere trafikanter til stedet, og sammen fik de slået alarm og afspærret området, så ingen kørte ind i kvinden.

Kvinden var iført en mørk dynejakke, da hun blev fundet på vejen, og er i øvrigt beskrevet som cirka 160 centimeter høj og med langt brunt hår. Ud over indre kvæstelser havde hun også tydelige, friske skader i ansigtet.

Politiet i Holbæk vil gerne i kontakt med personer, der kan bidrage med oplysninger om kvindens færden i området ved findestedet, eller som måske har set noget usædvanligt i området.

Kontakt politiet på telefon 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.