Samfund

Dronningen fylder 80 år - her er hele programmet for fejringen

Dronning Margrethe fylder 80 år den 16. april. Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe fylder 80 år 16. april. Se hele programmet for fejringen nederst i artiklen.

Der er lidt over tre måneder til, at Hendes Majestæt Dronningen fylder 80 år, men allerede nu har kongehuset offentliggjort, hvordan fødselsdagen skal forløbe.

En del bliver som ved tidligere fejringer, men der er også nyt på programmet.

Blandt andet skal dronningen fejres med en balletgalla i Tivolis koncertsal og et stort anlagt festfyrværkeri. Som noget nyt har majestæten også inviteret særligt indbudte gæster på middag på Restaurant Nimb.

Flere ting kommer dog også til at forløbe som tidligere.

Traditionen tro får danskerne mulighed for at sige tillykke, når dronningen og den kongelige familie klokken 12.00 træder ud på balkonen på Amalienborg, og når hun kører i karet gennem Københavns gader.

Og ligesom ved andre af majestætens fødselsdage bliver hun fejret med en privat middag om aftenen 16. april, hvor familie og venner er inviteret.

Der er blevet taget et nyt protrætbillede af H.M. Dronningen i forbindelse med hendes 80-års fødselsdag.

Se fødselsdagsprogrammet her:

2. april deltager dronningen i åbningen af udstillingen 'Dronningens ansigter' på Det Nationalhistoriske Museum. Udstillingen portrætterer dronningens liv, virke og særlige interesser gennem film, dragter og scenografiske elementer.

3. april holder dronningen pressemøde i Havesalen på Fredensborg Slot.

14. april kører dronningen i karet fra Amalienborg til Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor majestæten sammen med den kongelige familie og inviterede gæster overværer en gallaforestilling.

15. april fejrer børn fra Danmarks kommuner om formiddagen dronningen på Christiansborg Slot. Arrangementet er de danske kommuners fødselsdagsgave til Danmarks dronning.

Senere er dronningen vært ved en gallamiddag for det officielle Danmark og gæster fra ind- og udland på Christiansborg Slot.. Til middagen vil der i samarbejde med TV 2 være sammensat et varieret underholdningsprogram.

16. april indledes traditionen tro med morgenvækning på Fredensborg Slot.

På slaget 12.00 får danskerne mulighed for at sige tillykke, når dronningen og den kongelige familie træder ud på balkonen på Christian IX’s Palæ, Amalienborg.

Efterfølgende kører dronningen i karet gennem Københavns gader til Københavns Rådhus, hvor majestæten vil vise sig på rådhusets balkon. Selve fødselsdagen slutter med privat middag.

25. april fejrer Tivoli dronningen med en balletgalla i Tivolis Koncertsal. Senere er der middag på Restaurant Nimb for særligt indbudte, og aftenen sluttes af med et festfyrværkeri.

5.-6. juni gennemfører dronningen sommertogt med Kongeskibet Dannebrog med besøg i Aarhus Kommune som led i fødselsdagsfejringen.

I anledning af 80-års fødselsdagen udgives et officielt fødselsdagsportræt samt et logo, der er udarbejdet i forbindelse med markeringen.

Portrættet er taget af fotograf Per Morten Abrahamsen, og logoet er udarbejdet af de grafiske designere Søren Varming og Henrik Kubel i samarbejde med Wonderful Copenhagen.