Samfund

Dansk Syrienkriger anholdt i Tyrkiet

Den danske Syrienkriger har længe ønsket at lade sig retsforfølge i Danmark.

I 2013 rejste dansk-palæstinensiske Jacob el-Ali ud af Danmark med kurs mod Syrien for at deltage i kampe mod det syriske regime.

Han endte som soldat hos terrorbevægelsen Islamisk Stat og blev i 2014 internationalt efterlyst via Interpol, sigtet for terrorisme og fængslet in absentia.

Nu er han blevet anholdt i Tyrkiet.

 Jacob el-Ali var soldat for Islamisk Stat. På det oprindelige billede poserer han med skændede lig.

- Jeg kan bekræfte, at han er anholdt i Tyrkiet. Meget mere kan jeg ikke sige. Jeg har ikke selv snakket med ham, men jeg har rettet henvendelse til den danske ambassade for at komme i kontakt med ham, siger Mette Grith Stage, der er Jacob el-Alis danske forsvarsadvokat, til TV 2.

Ifølge et tyrkisk medie blev den nu 31-årige dansker anholdt 9. januar nær byen Kilis, der ligger æt på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Dette kan Mette Grith Stage endnu ikke bekræfte.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter overfor TV 2, at en dansk statsborger er tilbageholdt i Tyrkiet, men har ikke yderligere kommentarer.

Spion hos Islamisk Stat

I september 2013 forlod Jacob el-Ali Ishøj for at rejse til Syrien. I et interview med Weekendavisen fortalte han, at han fik kontakt til Den Frie Syriske Hær, der i starten af krigen kæmpede side om side med Islamisk Stat i kampen mod Bashar al-Assads regime.

- Jeg syntes, at man burde gøre noget ved det, der skete i Syrien, sagde han i maj til Weekendavisen.

I løbet af sommeren 2014 udviklede et fjendskab sig mellem Den Frie Syriske Hær og Islamisk Stat, og ifølge Jacob el-Alis egen version af historien blev han tvunget ind i Islamisk Stat.

Her begyndte han at iføre sig den sorte uniform, ligesom han samme år i et billede på sin egen Facebook-profil poserede foran afhuggede hoveder i den daværende IS-højborg Raqqa.

Ifølge ham selv for at fremstå så ekstrem, at Islamisk Stat ikke ville fatte mistanke om, at han på samme tidspunkt angiveligt spionerede for Den Frie Syriske Hær.

Overfor Weekendavisen har flere navngivne kilder hos Den Frie Syriske Hær bekræftet, at Jacob el-Ali arbejdede for dem. Også Mette Grith Stage har tidligere bekræftet overfor TV 2, at hun har set billeder, der understøtter hans historie.

Desuden fortalte Tore Refslund Hamming, der er ph.d. fra European University Institute og visiting fellow ved Middle East Institute, at der er stor sandsynlighed for, at historien er sand.

Har længe ønsket at blive retsforfulgt i Danmark

Jacob El-Ali blev efter delingen af billederne på Facebook sigtet og fængslet in absentia i Danmark for overtrædelse af terrorparagraffen for i 2014 og 2015 ”at have fremmet og til dels forsøgt at fremme Islamisk Stats (IS) virksomhed”.

Derudover optræder hans navn også i en anden sag fra 2017, hvor Højesteret idømte pizzabageren Enez Cifti seks års fængsel samt fratagelse af sit statsborgerskab for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Ifølge retsbogen forsøgte Jacob El-Ali i 2015 at få Enez Cifti til at rejse til Syrien, hvilket han senere indvilligede i.

Flere gange siden da har el-Ali ifølge sin forsvarsadvokat forsøgt at lade sig anholde af tyrkisk politi med ønske om at blive udleveret til Danmark. Dette er formentlig fortsat hans holdning, siger Mette Grith Stage:

- Nu har jeg jo ikke været i kontakt med ham, men det har længe været hans holdning, og det formoder jeg, at det fortsat er. Han har jo ikke fået meget hjælp til det fra myndighederne, så vi håber, at det nu lykkedes, siger hun til TV 2 søndag.

Flere syrienskrigere vender hjem

El-Ali er bare en af flere syrienkrigere, der den seneste tid har ønsket at vende tilbage til Danmark.

I november endte en anden tidligere syrienkriger, Ahmed el-Haj, også anholdt af tyrkiske myndigheder, hjem.

Det skete efter, at den tyrkiske indenrigsminister Süleyman Soylu i starten af november proklamerede, at Tyrkiet ville begynde at sende fængslede IS-krigere tilbage til deres hjemlande, ligesom han kritiserede de europæiske lande for at løbe fra deres ansvar.

Ahmed el-Haj var internationalt efterlyst af dansk politi. Det samme er tilfældet med Jacob el-Ali, der siden 2014 har været efterlyst via Interpol.

PET oplyste i juni til TV 2, at der der siden 2012 er udrejst 150 personer fra Danmark til Syrien og Irak for at kæmpe for militante islamistiske grupperinger. Heraf befinder lidt over en tredjedel sig igen i Danmark, lød det.