Samfund

Tiltalt for babydrab: Min mand ville hellere have en dreng

Ifølge anklagemyndigheden var det forældrene, der i forening påførte pigen skaderne. Anne Bæk / Ritzau Scanpix

Retten i Glostrup har fredag taget hul på en sag, hvor et forældrepar er tiltalt for at have dræbt deres barn.

En halvanden måned gammel pige, der ifølge anklagemyndigheden blev dræbt af sine forældre, skulle slet ikke være blevet født.

Og det var der én grund til. Faren mente, hun havde det forkerte køn.

Det fortæller den tiltalte mor fredag i Retten i Glostrup.

- Han ville ikke have barnet, fordi han i forvejen har to andre piger.

Det tiltalte par stammer fra Irak, og de tog tilbage til landet for at få en abort, forklarer moderen.

Her lå det dog endnu ikke fast, hvilket køn barnet havde. Men kvinden sagde til sin mand, at hvis han havde det sådan, ville hun slet ikke have barnet.

Beholdt barnet efter besøg på abortklinik

I Irak får hun dog at vide, at der er risiko for, at hun aldrig ville kunne blive gravid igen. Derfor går manden med til, at de skal beholde barnet.

- Hvis det var en pige, ville han ikke have hende, blev han ved med at sige.

- Selv hvis det blev en pige, havde jeg ikke regnet med, at han ville være afvisende i sådan en grad, fortæller den 24-årige kvinde.

Pigen blev født 4. marts 2019 og døde 25. april. Inden da fik hun i alt 31 brud på ribbenene og et kraniebrud, der medførte sammenklapning af lungerne, iltmangel samt svære hjerneskader.

Ifølge anklagemyndigheden var det forældrene, der i forening påførte pigen skaderne.

Begge nægter sig skyldige.