Samfund

Snus er nu mere populært end cigaretter blandt gymnasieelever

Snus indeholder høje doser af nikotin, hvilket gør det nemt at blive afhængig af. Reuters / Scanpix Danmark

Mere end 11 procent af drengene i gymnasierne tager snus dagligt. Bekymrende udvikling, siger myndighed.

Snus vinder frem blandt de danske gymnasieelever og er nu mere populært end cigaretter for drengenes vedkommende.

Det viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

Det er især drengene, der tager snus, skrå eller tyggetobak.

11,3 procent af gymnasiedrengene tager dagligt snus, hvilket er en stigning fra 1,9 procent i 2014. Til sammenligning ryger knap ni procent dagligt.

Morten Grønbæk, der er direktør for Statens Institut for Folkesundhed, kalder udviklingen "meget bekymrende".

- Det er ganske bekymrende, at der er så kraftig en stigning - mere end en femdobling - fordi snus og tyggetobak mildest talt ikke er sundt.

- Der er en øget risiko for kræft i mundhule og spiserør, når man tager snus.

- Den anden ting er, at man bliver afhængig af nikotin, og hvis man er det, så er risikoen for at starte med at ryge større, så snus kan være en indgang til at blive ryger, siger Morten Grønbæk.

For pigerne er andelen, der dagligt tager snus, steget til 1,6 procent fra 0,2 procent i 2014.

Skidt udvikling, siger Kræftens Bekæmpelse

Hos Kræftens Bekæmpelse er projektchef for tobaksforebyggelse Niels Them Kjær ikke overrasket over udviklingen.

- Det er en skidt udvikling. Det er problematisk, hvis unge mennesker bliver afhængige af nikotin, fordi det er sundhedsskadeligt bredt set, men jeg glæder mig over, at det ser ud til, at færre unge ryger, siger han.

Kræftens Bekæmpelse har primært fokus på cigaretter i sit arbejde - blandt andet fordi sammenhængen mellem kræft og snus er omdiskuteret.

Han mener, at det er usikkert - på baggrund af forskellige internationale studier - hvorvidt der overhovedet er øget kræftrisiko ved at tage snus.

Fordobling på fem år

Snus er ulovligt at sælge i hele EU - undtagen Sverige. Meget snus bliver dog markedsført som tyggetobak, der ikke er omfattet af reglerne og derfor også sælges i Danmark.

De seneste fem år har der også været en stor stigning i antallet, der tager snus jævnligt.

For drenge er det tal på cirka ti procent, hvilket er en fordobling over fem år, mens det for piger er steget til 4,5 procent fra 1,1 procent.

Cirka halvdelen af alle drenge i gymnasierne og to tredjedele af pigerne har dog aldrig prøvet snus.

Undersøgelsen fra Statens Institut for Folkesundhed bygger på svar fra mere end 20.000 gymnasieelever.