Samfund

Beboere i Nordsjælland måtte blive inden døre på grund af brand

En brand i et rækkehus ved Farum har tvunget beboere indenfor.  Bjørn Nielsen, Byrd

Der var en del røg, men det var umiddelbart ikke farligt, oplyste politiet.

Beboere i et område ved Farum blev tirsdag af politiet rådet til at gå indenfor og lukke vinduer, døre og ventilation.

Det skrev Nordsjællands Politi på Twitter omkring 10.45.

Opfordringen skyldtes en brand i et rækkehus på Maglehøj i Farum, som både politi og brandvæsen var til stede ved.

Derfor skulle folk i området mellem Kielshøjstien, Maglehøj, Tornehøj og Langager Allé gå indenfor.

Beboerne i det brændende hus og naboerne var på det tidspunkt blevet evakueret, skrev Nordsjællands Politi.

Ingen er kommet til skade, men der var en del røg, som dog ikke var farlig, lød det fra politiet.

Omkring klokken 14.10 meddelte politiet, at der ikke længere var grund til at blive inden døre eller at holde vinduerne lukkede.