Samfund

Indbrud på Marselisborg Slot

Det var en alarm, som afslørede, at der var ubudne gæster på slottet. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Politiet vil ikke oplyse, om der er stjålet noget fra dronningens sommer- og juleresidens i Aarhus.

Der har natten til fredag været indbrud på Marselisborg Slot i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi. Politiet ønsker ikke at oplyse, hvorvidt der er stjålet noget fra slottet.

Marselisborg Slot danner normalt ramme om dronningens jul, og også den netop overståede højtid tilbragte regenten på slottet i den sydlige del af Smilets By.

Dronningen vendte dog hjem til Amalienborg i København inden nytår, og blot få dage inde i det nye år er sommer- og juleresidensen altså blevet ramt af indbrud.

Det var en alarm, som afslørede, at der var ubudne gæster på slottet. Klokken 01.15 natten til fredag modtog Østjyllands Politi anmeldelsen.

Flere patruljer blev sendt til slottet, og ifølge politiet har gerningsmanden eller -mændene formentlig været indenfor. Dog kun kortvarigt.

Hvad politiet bygger det på, står endnu hen i det uvisse. Østjyllands Politi vil nemlig ikke oplyse yderligere detaljer om indbruddet.

Politiet oplyser, at en hundepatrulje og flere almindelige politipatruljer forsøgte at opstøve indbrudstyven, men uden held.