Samfund

Tissede op ad gardernes skilderhus under dronningens nytårstale

Anholdelsen af den italienske mand, der beskrives som "uligevægtig". presse-fotos.dk

En italiensk mand blev taget med på politistationen.

En italiensk mand på en noget særpræget udflugt til Amalienborg har fået en sigtelse på samvittigheden. Han valgte nemlig at tisse op ad gardernes skilderhus under dronningens nytårstale.

Københavns Politi bekræfter overfor TV 2 hændelsesforløbet.

- Der er tale om en uligevægtig mand, og han er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, siger vagthavende.

Under dronningens nytårstale begyndte manden, der er cirka midt i 30'erne, at genere garderne ved Amalienborg. Først verbalt, siden ved at forrette sin nødtørft, hvor dronningens livgarde kan gå i læ for vind og vejr.

Garderne anholdt i første omgang manden og tilkaldte herefter Københavns Politi, der efterfølgende tog manden med på stationen.