Samfund

Over 50 udrykninger til bilbrande nytårsaften

Årets sidste dag har været travl med udrykninger til påsatte brande. Politiet forventer mere travlhed på den front hen over midnat.

Nytårsaften 2019 har været en travl aften for politi og brandfolk.

Landet over har biler stået i brand. Ifølge tal fra Danske Beredskaber har man 49 gange rykket ud til bilbrande i det fri, 4 gange til brande i biler, der stod under tag, 2 gange til brande i lastbiller, busser eller landbrugsredskaber og 5 gange, hvor der har været ild i motorcykler eller knallerter.

I Esbjerg var der udrykning, da en bil stod i brand, efter at gerningsmænd havde placeret et batteri under den. Bilen udbrændte totalt og betjente på stedet måtte behandles for snitsår og røg, da de troede, der sad en person i bilen, og derfor trængte ind i den.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser vidner til det, de kalder "forsætlig brandstiftelse" i Vesterhavsgade i Esbjerg.

Næppe kulmineret endnu

Også andre steder i landet har man kæmpet mod påsatte brande af biler nytårsaften.

Københavns Politi meddelte nytårsaften til TV 2 , at man på det tidspunkt havde registreret fire brændende biler på Nørrebro og i København Nordvest.

- Vi har været ude på de pågældende gerningssteder og arbejder ud fra, at det er påsatte brande. Antallet er måske lidt over tidligere år, men vi kan så håbe, at det har toppet. Erfaringen viser dog, at de fleste anmeldelser kommer efter klokken 23, siger vagthavende ved Københavns Politi.

Også på den Københavnske Vestegn har man rykket ud til brændende køretøjer.

Brandfolk måtte rykke ud 567 gange

Fra tirsdag middag klokken 12 til onsdag morgen klokken 04 har de kommunale beredskaber landet over rykket ud 567 gange. Det viser en opgørelse, som Danske Beredskaber har lavet.

Ifølge Danske Beredskaber rykkes der normalt ud omkring 400 gange.

- Det er perfekt vejr, hvis man skal fyre fyrværkeri af, og det har lokket mange mennesker på gaden. Det betyder, at vi har mange småbrande efterfølgende som tomme batterier og containerbrande, siger operationschef ved Hovedstadens Beredskab Brian Eriksson til TV 2.

I Løkken i Nordjylland gik der ild i en klit, da fyrværkeri antændte marehalmen. Ilden bredte sig derpå til nærliggende beboelse, som måtte evakueres.

Dramatiske billeder af den brændende klit, der breder sig til de nærliggende sommerhuse. Ilden meldes under kontrol klokken 23.

Det fik store konsekvenser for to sommerhuse, som gik i brand, men blev reddet af en snarrådig indsat fra udrykningskøretøjer.