16.304 bilister blitzet af to stærekasser

16x9
Arkiv. Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

I samarbejde med TV Midtvest

På landsplan viser de seneste tal, at der er udskrevet bøder for 56.813.000 kroner via stærekasser.

16.304 gange.

Så mange gange har stærekasserne i Ringkøbing og på Mors blitzet bilister i løbet af 2019 frem til 16. december.

Det viser tal fra Midt- og Vestjyllands Politi, som TV Midtvest har fĂĄet aktindsigt i.

Ved stærekasserne bliver trafikanter advaret af skilte i begge kørselsretninger, men på trods af det er der ikke sket et dyk i antallet af bilister, der har kørt for stærkt.

Om stærekasserne så har haft den ønskede virkning om at reducere antallet af færdselsuheld, er endnu svært at sige.

De tal er endnu ikke offentliggjort, men Vejdirektoratet, der står for forsøget med stærekasserne, arbejder lige nu på en stor rapport, hvor det offentliggøres.

Bøder for 56.813.000 kroner

Antallet af bøder kunne have været højere end de 16.304, hvis ikke stærekasserne flere gange havde været udsat for hærværk, der har sat dem ud af spillet i et stykke tid. Det viser tallene fra aktindsigten.

I april kunne TV Midtvest fortælle, at de to stærekasser i regionen havde indsamlet bøder for omkring 10,4 millioner kroner ved at have blitzet 6487 biler.

På landsplan viser de seneste tal, som er fra 20. oktober 2018 til slutningen af april 2019, at 20 stærekasser havde genereret 37.183 bøder og 3363 klip i kørekortet.

Tallene fra Rigspolitiet viser, at bøderne havde indbragt statskassen 56.813.000 kroner.

Skal ikke være pengemaskine

Stærekasserne er opsat på strækninger med høj hastighed og mindst fire ulykker med personskade i perioden 2011 til 2015.

I alt 20 stærekasser står rundt omkring i landet placeret på 11 forskellige lokationer. De blev opsat i 2018.

Her står stærekasserne

Formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, Andreas Steenberg fra Radikale Venstre, siger til TV Midtvest, at det skal undersøges, om stærekasserne virker efter hensigten.

For hvis stærekasserne ikke hjælper på trafiksikkerheden, er der kun tale om en pengemaskine, lyder det.

- Vi skal have undersøgt, om de virker i forhold til trafiksikkerheden. Det er de tal, vi venter på at få. Det kan tyde på, at der er nogle problemer de to steder i Midt og Vestjylland, fordi der er folk, der bliver taget for at køre for stærkt, siger Andreas Steenberg og fortsætter:

- Det er interessant at se, hvilken effekt stærekasser og fotovogne har på farten. For det er farten, der er et problem i forhold til trafikdrab. Især på landevejene.