Samfund

Nørrebro-borger om politiet: Burde have sat ind, da kanonslag sprang i kvindes hånd

En lokal beboer fra Lundtoftegade er træt af fyrværkeri og mener, at politiet har været for dårlige til at reagere på det i tide.

En borger fra Lundtoftegade på Nørrebro i København føler sig negligeret af politiet.

For selvom de slår ned på ulovlige affyring af fyrværkeri nu, mener han, at det er alt for sent.

- De har reageret både for langsomt og for passivt, siger Nicolai.

Nicolai har bedt TV 2 om ikke at oplyse hans efternavn, da han bor i området og frygter repressalier.

Politiet er flere uger for sent

Han mener, at det er forkert, når politiet siger, uroen har stået på onsdag og torsdag. Ifølge ham har det stået på mindst en uge.

Men det var en hændelse 7. december, der burde have sat gang i maskineriet, ifølge Nicolai.

- Tidligere på måneden så vi den her kvinde, der fik sprængt sin hånd. Allerede dér burde man have sat ekstra ressourcer ind, siger han.

En 32-årig kvinde kom gående på Korsgade, da en gruppe på omkring 20 personer kastede et kanonslag efter hende.

Uden at vide, hvad det var, samlede kvinden kanonslaget op, som sprang i hendes hånd.

Hun pådrog sig alvorlige skader på hånden og låret, og hun skulle efterfølgende opereres.

Har været opmærksomme i en uge

Politikommissær Jonas Wybrandt siger til TV 2, at ulovlig brug af fyrværkeri på Nørrebro har været under lup siden fredagen før jul.

Adspurgt til, hvorfor politiet ikke har reageret stærkere før nu, svarer han, at de har været ude og registrere dem, der har affyret fyrværkeriet – men at det har eskaleret så voldsomt onsdag og torsdag, at de nu sætter hårdt mod hårdt.

- Vi ser meget alvorligt på det og vil blandt andet finde ud af, hvor de unge køber fyrværkeriet og få stoppet illegalt salg, siger han.

- Jeg kan ikke garantere, at det ikke sker igen. Men vi skal være synligt til stede på Nørrebro, som er det sted, der er flest affyringer.

Det oplevede Nicolai også i går. Ti minutter efter han var kommet hjem fra at hente en pizza, fløj det rundt med fyrværkeri i hele hans gade, fortæller han.

- Jeg kunne lige så godt være blevet ramt.

Ukendte personer retter bomberør mod bus 5C

Det hjælper ikke at ringe

Nícolai har forsøgt at ringe til politiet flere gange, når han har været vidne til store grupperinger af unge mennesker, der affyrer fyrværkeri mod hinanden. Men lige lidt har det hjulpet, for politiet dukker ikke op, ifølge ham.

- I fredags susede en bil ned ad Lundtoftegade med et bomberør stikkende ud ad vinduet. De skød rundt i gaden, mens familier med deres børn gik rundt.

Jonas Wybrandt erkender, at det er svært at fange dem, der står bag den ulovlige affyring af fyrværkeri.

- Men vi registrerer dem, der er i nærheden af det og besøger forældrene til unge under 18 år. Det er en svær opgave at løfte, siger han.

For Nicolai betyder al uroen, at han overvejer, om han skal finde et andet sted at stifte familie.

- Jeg studerer medicin og ved, hvor galt det kan gå, når man bliver ramt af fyrværkeri, siger han.