Samfund

Ari Behns familie takker for støtte efter dødsfald

Efter Ari Behns død 1. juledag har en række nordmænd sendt deres kondolencer og tændt lys foran slottet.

Dusinvis af nordmænd har lagt blomster og tændt stearinlys på slotspladsen i Oslo, dagen efter at det kom frem, at den norske forfatter Ari Behn er død.

Familien til Ari Behn takker torsdag eftermiddag for støtten, de har fået efter dødsfaldet. Det skriver norske TV2.

- Familien har bedt mig videreformidle, at de er enormt taknemmelige for den overvældende støtte og alle de kondolencer, de har modtaget i denne svære tid.

- Det varmer at se, at Ari har betydet så meget for så mange, skriver Geir Håkonsund, som var manager for Ari Behn.

Ari Behn tog sit eget liv juledag. Han var prinsesse Märtha Louises eksmand og far til deres fælles børn, Maud Angelica på 16 år, Emma Tallulah på 14 år og Leah Isadora 11 år. Han blev 47 år.

Kort tid efter nyheden udsendte den norske kong Harald en pressemeddelelse, hvor han beskrev familiens sorg.

- Ari var en vigtig del af vores familie gennem mange år, og vi bærer varme og gode minder om ham med os, skrev kongen.

Medfølelse fra det danske kongehus

Det er ikke kun nordmænd, der har sendt deres kondolence til familien efter forfatterens død. Både det danske og svenske kongehus har vist deres medfølelse.

- Den danske kongelige familie er dybt berørte over Ari Behns tidlige død, og de sender deres varme tanker til den norske kongefamilie og Ari Behns familie, lød det tidligere torsdag fra kongehuset i Danmark gennem kommunikationschef Lene Balleby.

Har du tanker om selvmord?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, hjælper det at få sat ord på de svære tanker og følelser.

Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11.00-04.00. Du er anonym og må gerne ringe flere gange.

Det er også muligt at skrive eller chatte med Livslinjens rådgivere.

Du kan også kontakte Psykiatrifonden, der tilbyder personlig rådgivning og samtale til mennesker med psykiske sygdomme og problemer. Telefonnummeret er 39 25 25 25.

Den svenske regent, kong Carl Gustaf, kommenterede også forfatterens død.

- I mange år kendte vi ham som en del af den norske kongefamilie, der står os nær, udtalte han ifølge Aftonbladet.

Ari Behn blev født i Aarhus 30. september 1972 og boede de første år i Danmark og England. Han voksede op i Norge.

Han var forfatter og kunstner og giftede sig med prinsesse Märtha Louise i 2002. De blev separeret i 2016 og skilt året efter.