Samfund

Danske anmeldere om 'Frost 2': - Magien udebliver

Elsa er tilbage i 'Frost'-universet.  Disney

Det bliver aldrig lige så godt som den første film i 'Frost 2', som dog byder på masser af fine øjeblikke, mener anmelderne.

En af årets allerstørste film har premiere i de danske biografer i dag: Opfølgeren til Disneys animationsfilm 'Frost'.

Elsa, hendes lillesøster Anna, snemanden Olaf og resten af karaktererne i kongeriget Arendal har været nogle af de mest populære - og indbringende - for Disney i nyere tid, og derfor er forventningerne i top.

Men Disneys store satsning byder ikke på de store overraskelser og indfrier kun lige akkurat forventningerne, mener de danske anmeldere.

'Corny'

Alle anmelderne giver således enten tre eller fire stjerner eller hjerter og er begejstrede uden for alvor at overgive sig til næste kapitel i historien om Elsa og hendes lillesøster, Anna.

- Det regner med iskrystaller og de magiske iscenesættelser er endnu flottere end i den første film, skriver Jyllands-Postens Katrine Sommer Boysen og giver fire ud af seks stjerner.

- Men der er også noget, i mangel af bedre ord, corny over 'Frost 2', ikke mindst når filmen eksploderer i melodigrandprix-lignende musicaloptrin (...), fortsætter hun.

Behandler klima på en 'ufarlig' måde

Og Politikens anmelder Søren Vinterberg mener, at Disney har tænkt nøje over de unge segmenters fokus på klimakampen, når filmen vælger at tage naturproblematikker op.

Men 'Frost 2' behandler emnet på en ufarlig måde, der ikke ville være nok til, at "Gretha Thunberg ville være tilfreds", skriver Søren Vinterberg.

Anmelderne fremhæver flere sjove elementer i den nye film, men det er ikke nok til at ændre helhedsindtrykket af 'Frost 2' til mere end middelmådigt.

Han giver dog alligevel filmen fire ud af seks hjerter og roser den for, at Elsa og Anna har udviklet sig til "nutidigt opdaterede rollemodeller".

Hos filmmagasinet Ekko belønnes filmen med fire ud af seks stjerner.

Har én stor anke

Anmelder Claus Nygaard Petersen tror så absolut ikke, at publikum vil blive skuffet, selv om han har én stor anke:

- De er i biografen for at se Elsa sparke røv, og hun får også rig mulighed for at flekse med sine is-skabende færdigheder. Der er dog ingen decideret skurk, og fraværet af en antagonist berøver filmen – og Elsa – for en snert af nerve og intensitet, som kun en vederstyggelig personage kan frembringe, skriver Ekkos anmelder.

Den umiddelbart mindst positive i det danske anmelderfelt er Freja Dam fra Soundvenue.

Hun konstaterer, at filmen er flot, men "frosset fladt fast i forgængerens dynamikker uden samme overraskende plot eller spændende karakterudviklinger".

Sangerinden og skuespilleren Idina Menzel stod for en af årtiets største ørehængere med sangen 'Let it go' fra den første 'Frost'. Her er hun til premieren på den anden.

Hos Soundvenue får 'Frost 2' tre ud af seks stjerner.

På verdensplan slog filmen i slutningen af november rekorden for mest indbringende åbningsweekend for en animationsfilm nogensinde.

Se traileren her: