Samfund

Danske sommerhuse hitter i juledagene – lørdagene er årsagen, siger Dansk Erhverv

Udlejningen har spredt sig til flere uger over året, siger forsker. Og det er positivt.

Danske ferie- og sommerhuse hitter i december.

I år står udlejningen til igen at sætte rekord, da 18 procent flere har lejet et hus i årets sidste måned, end tilfældet var i 2018, viser tal fra Danmarks Statistik.

Og det er der en årsag til, siger Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi under Dansk Erhverv.

- I år er der to nye højsæsonuger, fordi lørdagene ligger så godt. Det er lørdag 21. og lørdag 28. Mange synes, det er rart, at der er nogle dage før og efter jul. Og så kan man leje igen over nytåret, siger han.

Lars Ramme Nielsen fortæller, at populariteten ved december har været stigende over de senere år.

Hygge og familie trækker

Og så er der en helt anden og naturlig forklaring, siger Lars Ramme Nielsen:

Tyskerne elsker den danske hygge, og de fylder sommerhusene op

Lars Ramme Nielsen, Dansk Erhverv

- Det er tyskerne, der trækker. Den forklaring er kort. Tyskerne elsker den danske hygge, og de fylder sommerhusene op, siger han.

Og så er der lighedstegn mellem tryghed, nærhed og Danmark, siger Lars Ramme Nielsen.

- Generelt er der en trend mod, at man lejer hele boliger. Og så rejser mange i flere generationer, og det er her, at det danske feriehusprodukt er rigtig, rigtig godt, fordi det kan huse flere generationer, siger han.

Det er lektor og turismeforsker ved Roskilde Universitet, Jens Friis Jensen, enig i. Og selvom det ikke er billigt at leje sommerhuse i Danmark, må stigningen betyde, at der er tilfredse lejere:

- Om det er dyrt er relativt. For hvis luksus er at være sammen med sin familie i gode naturomgivelser, vil man jo godt betale for det. Og når tyskerne kommer – og har gjort det konstant – må det være, fordi de føler, at de får værdi for pengene, siger han.

Har udvidet året

I 2011 var der 9885 udlejede sommerhusuger i december.

En prognose fra Danmarks Statistik viser, at der i år er omkring 25.671 udlejede sommerhusuger.

Det har stor betydning for det lokale erhvervsliv i de store sommerhuskommuner i Nordsjælland, Nordvestsjælland og store dele af Vestkysten.

Det er positivt, at vi begynder at se en spredning over året

Jens Friis Jensen, Roskilde Universitet

Men det er også noget, der er blevet arbejdet på, siger Jens Friis Jensen:

- Det er positivt, at vi ser en spredning af besøg til hele året. Og der er langt til, at andre måneder end sommermånederne mættes. Det giver mulighed for at satse på andet end højsæsonen.

Jens Friis Jensen siger, at 2019 generelt har været et godt år for dansk turisme, og når store turismeattraktioner går forrest, giver det ringe i vandet til andre dele af landet.

- I København startede Tivoli med julemarkedet. Og nu følger Bakken og andre med. Det skaber en holdning om, at der er god stemning i København og Danmark. Og det er positivt, siger Jens Friis Jensen.