Togulykke Storebælt

Trods dødsulykke med lastvognstrailer var der igen fejl for få dage siden

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Havarikommissionen har desuden kendskab til yderligere et tilfælde af låsefejl.

Ulykken på Storebælt 2. januar skyldtes, at en sættevognstrailer ikke var ordentligt fastlåst. Dermed kunne den blæse af og ramme lyntoget på Vestbroen, hvor den forårsagede otte menneskers død.

Det konkluderede Havarikommissionen i en rapport om ulykken, der udkom onsdag.

Nu viser det sig, at en lignende situation, hvor en sættevognstrailer på et godstog ikke var ordentligt fastspændt, fandt sted så sent som 6. november i år.

Altså for blot 43 dage siden.

Det fremgår også af Havarikommissionens undersøgelsesrapport.

- Den 06.11.2019 var en trailer ikke blevet læsset korrekt. Eftersyn inden togets afgang konstaterede ikke fejlen. Det blev på ankomststationen konstateret, at sættevognstrailerens hovedbolt i forhold til sættevognstrailerens position på lommevognen ikke var placeret i skamlen, men bag ved skamlen, og dermed ikke låst til vognen, står der i rapporten.

Det fremgår ikke af rapporten, om sættevognstraileren passerede Storebælt den pågældende dag.

Ansvarligt selskab: - Ikke i orden

Ved Storebæltulykken 2. januar sad sættevognstrailerens hovedbolt korrekt ned på skamlen. Men på grund af manglende smøring havde skamlen ikke låst ordentligt fast om hovedbolten. Det fremgår af Havarikommissionens rapport.

Derfor er der altså ikke tale om præcis samme fejl 6. november som 2. januar.

Fælles for de to tilfælde er dog, at sættevognstrailerne begge er sendt af sted, uden nogen har opdaget, at de ikke var ordentligt fastlåst.

Transportselskabet DB Cargo var ansvarlig for godstoget, og her bekræfter kommunikationschef Jan Wildau forløbet:

- Det er absolut og fuldkommen uacceptabelt. Det er ganske enkelt ikke noget, der kan forsvares, siger Jan Wildau til TV 2/Fyn.

Godstoget 6. november havde samme rute som toget 2. januar. Det blev sendt af sted fra Høje Taastrup med kurs mod Fredericia. Da toget nåede frem til Fredericia, viste det sig, at sættevognstrailerens bolt slet ikke sad ned i sadlen på godstogets lommevogn.

- Det, der skete 6. november, var en læsningsfejl. Det er ikke et forsvar, for det kan ikke forsvares, og det skal ikke forsvares. Men det var en læsningsfejl, hvor den medarbejder, som skulle tjekke, at tingene var i orden, ikke fik dem tjekket, siger Jan Wildau.

DB Cargo oplyser videre, at der er introduceret yderligere sikkerhedsforanstaltninger efter 6. november.

Flere episoder

Havarikommissionen har desuden kendskab til yderligere et tilfælde af låsefejl efter ulykken på Storebælt.

Skaderne på lyntoget efter ulykken.

- Den 28.02.2019 blev en vogn i et godstog fra Tyskland standset i Padborg grundet mistanke om defekt ved sættevognstrailerens fastgørelse (hovedbolt) til skammel. Undersøgelser viste, at sættevognstraileren var korrekt fastlåst til skamlen, men at skamlens højdejustering i den ene side var forskudt "en tand", og skammel og dermed trailer var skævt (ikke helt vandret, red.) placeret, står der videre i rapporten.

Denne gang blev fejlen dog opdaget allerede i Padborg.

Af rapporten om ulykken fra januar fremgår det, at vedligeholdelsen af låsemekanismen af sættevognen - den såkaldte skamle - var i orden, men at tilbehøret ikke var blevet vedligeholdt.

Her ses den forulykkede togvogn indefra.

Det betyder, at skamlen, der altså fastlåser sættevognen til godstoget, ikke var blevet smurt sådan, som fabrikanten ellers har påpeget har været "sikkerhedskritisk."