Kvinde klagede over underviser på Københavns Universitet - brugte sex-eksempler til at forklare jura
Københavns Universitet beklager, at underviseren er kommet med udtalelser, der er blevet anset for at være krænkende.
En mandlig underviser i formueret på Det Juridiske Fakultet har i en årrække brugt sjofle og anderledes eksempler i sin undervisning. Det fremgår af en sag, Ligebehandlingsnævnet har afgjort.
Det er en kvindelig førsteårsstuderende, der har indgivet en officiel klage over underviseren. Hun følte sig krænket og lagde vægt på, at hans udtalelser skabte et miljø, hvor man som kvinde ikke følte sig tryg.
Ligebehandlingsnævnet har på baggrund af klagen fundet underviseren skyldig i sexchikane, og universitetet har derfor holdt en samtale med ham.
Den kvindelige studerende fik dog ikke medhold i, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn, eller at underviseren skal betale hende godtgørelse.
"Du går til luder og skal have et blæs"
Som en del af klagen fremlagde den kvindelige studerende en række eksempler fra juraundervisningen. Her forklarede den dømte underviser juridiske begreber på blandt andet følgende måde:
- Du går til en luder og skal have et blæs, hvad er henholdvis hoved- og biforpligtelse i den ydelse?
Til en anden forelæsning skulle den mandlige underviser forklare forskellen mellem fast ejendom til erhverv eller beboelse. Her spurgte han de studerende, om universitetet kunne kvalificeres som beboelse, hvis nogen overnattede. Han brugte spørgsmålet:
- Hvad nu hvis (en anden underviser på universitetet) boller sin sekretær på kontoret efter julefrokosten?
Underviseren er blevet forelagt udtalelserne, og han afviser ikke at skulle have sagt nogle af delene.
Ændrer tonen
Ligebehandlingsnævnet vurderer, at underviseren med sine udtalelser har udvist en adfærd, der omfatter deres definitionen af sexchikane.
Det seksuelle indhold kunne medvirke til at krænke og skabe et ubehageligt klima, står der i begrundelsen fra nævnet.
Derfor vil den pågældende underviser fremover moderere sin undervisning og undlade de sjofle eksempler, efter Københavns Universitet nu har holdt en samtale med ham.
Samtidig har universitetet beklaget, at underviseren er kommet med udtalelser, der er blevet anset for at være krænkende.
- Vi oplever det ikke som et generelt problem, men accepterer naturligvis ikke den form for fagligt unødvendig sprogbrug i undervisningen, siger Kristian Cedervall Lauta, prodekan på Det Juridiske Fakultet, til Ekstra Bladet.
Københavns Universitet oplyser, at underviseren har fået positive slutevalueringer af andre studerende, og at fakultetet ikke har oplevet andre grunde til at skride ind over for ham.