Samfund

Hundredvis af værnepligtige sendt hjem efter fnat på kaserner

Fnat-smitten har kostet værdifuld tid, når det gælder soldaternes uddannelse. (ARKIVFOTO) Johan Gadegaard / Scanpix Denmark

Kasernerne benytter nye hygiejneinstrukser, så problemerne kan undgås fremadrettet.

Det er ikke kun efterskoler og gymnasier, der de seneste måneder har måttet sende elever og studerende hjem på grund af smitte med fnat, som mange danskere lige nu kæmper med at slippe af med.

Også flere af landets kaserner har været ramt – og det i en sådan grad, at alle 140 værnepligtige på Oksbøl Kaserne i november blev sendt hjem i en uge.

Smitten på kasernen begyndte tidligt i november på en stue med 12 personer, som alle blev sendt hjem. Seks personer fra stuen fik efterfølgende konstateret fnat, og stuen, sengetøj og andet blev rengjort, vasket og kuldepåvirket, sådan som Sundhedsstyrelsens retningslinjer foreskriver.

Men så begyndte det at brede sig til seks andre stuer, hvor en eller flere blev smittet.

- Derefter sendte vi hele vores hold værnepligtige hjem i en uge, så de kunne komme i behandling med creme, og så kasernen kunne blive kuldepåvirket, oplyser Henrik Vej Kastrupsen, der er presseofficer ved det danske artilleriregiment, til TV 2.

Når en husstand bliver ramt af fnat, skal den smittede og familiemedlemmer i behandling, men også tøj, sengetøj, sko, håndklæder med mere skal vaskes efter nøje anvisninger. En af måderne er blandt andet, at tøj og andet står urørt hen i en uge ved lavere temperaturer eller høj luftfugtighed. Fnatmiden dør nemlig, hvis den i tre dage ikke kommer i kontakt med hud.

Den Kongelige Livgarde også ramt

Det er ikke kun i Sydvestjylland, at det danske forsvar døjer med mider. Det gør de også i Høvelte, hvor Den Kongelige Livgarde holder til.

Her måtte de i foråret hjemsende begge værnepligtskompagnier, hvilket er mellem 300 og 400 mand. Det oplyser deres presseofficer Thomas Helbro Reimann til TV 2.

- Det har været et løbende problem siden foråret, hvor vi flere gange har måttet sende stuer og sågar kompagnier på forlænget weekend, så vi kunne få desinficeret, og de værnepligtige kunne blive behandlet, siger han.

Det går dog bedre i Nordsjælland, og på det nuværende hold har de indtil videre kun haft et enkelt kendt tilfælde. Det var i sidste uge.

- Hvis resten af samfundet er ramt af en epidemi, så bliver vi også ramt. Alt, vi kan gøre, er at informere, og det gør vi dagligt, siger Thomas Helbro Reimann.

Det spreder sig meget hurtigt

Symptomerne på smitte med fnat er blandt andet en pludselig udvikling af en intens kløe, men da kløen først viser sig to til seks uger efter smitte, holder kasernen skarpt øje med, om fnatmiden nu også er blevet nedkæmpet.

Der er ingen værnepligtige på kasernen i Oksbøl lige nu – det næste hold starter først til februar, og her vil kasernen, som hos Livgarden, have nye hygiejneinstrukser klar til soldaterne.

- Vi har lært, at vi bør være mere opmærksomme. Det er en samling af mennesker, der bor meget tæt, og når man først har et tilfælde, så spreder det sig lige pludselig meget hurtigt. Det kan lukke en hel kaserne ned, siger Henrik Vej Kastrupsen.

Han fremhæver samtidig, at fnatsmitten på kasernen har kostet værdifuld tid, når det gælder soldaternes uddannelse.

- En uge er lang tid, når vi kun har de værnepligtige i fire måneder. Man skal være meget påpasselig med det her, siger han.

Den holdning deler hans kollega fra Livgarden.

- Afhængigt af, hvad de går glip af ved hjemsendelse, så er det ikke sikkert, at de kan nå at indhente det. Så der er ingen tvivl om, at de kommer til at halte bagefter, siger Thomas Helbro Reimann.