Samfund

54-årig kvinde anholdt og to frihedsberøvet i sag om efterladte børn

Børnenes identitet er endnu ikke fastlagt.

To personer er blevet "administrativt frihedsberøvet", og en 54-årig kvinde er blevet anholdt i forbindelse med sagen, hvor to børn blev fundet efterladt på Park Allé i Aarhus lørdag aften.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Vi arbejder ud fra en mistanke om, at børnene er kommet til Danmark sammen med nogle personer, som opholder sig eller har opholdt sig illegalt i landet. Via vores efterforskning fandt vi frem til nogle personer, som kan have en relation til børnene. Nu skal de videre afhøringer og undersøgelser gøre os klogere på, hvordan børnene er endt på gaden i Aarhus, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Den anholdte kvinde vil klokken 15.00 blive fremstillet ved Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.

Østjyllands Politi oplyser til TV 2, at de to andre personer er blevet frihedsberøvet for at "sikre deres identitet", hvilket typisk sker, når personen ikke er dansk statsborger. En person kan tilbageholdes på denne måde uden forudgående retshandling og dom.

Anholdelsen og tilbageholdelsen af de to personer sker i forbindelse med, at politiet søndag ransagede flere adresser i Jylland.

Politiet oplyser videre, at børnene formentlig stammer fra Afghanistan. De er overdraget til familiecentret i Aarhus og har det efter omstændighederne godt.

Identitet mangler endnu

Politiet oplyste søndag aften, at de var blevet ”bestormet” med opkald efter offentliggørelsen af fundet af de to børn, og at de havde svært ved at følge med.

Siden har arbejdet stået på at gennemgå de mange tip samt videoovervågning fra området omkring, hvor børnene blev fundet.

Drengen vurderes til at være cirka to og et halvt år gammel.

Men identiteten mangler endnu.

- Nu har vi snævret efterforskningen ind og har nogle konkrete spor at gå efter, men hvis man har en identitet på børnene eller deres forældre, må man meget gerne ringe til os via 114, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Østjyllands Politi oplyser, at de vil afholde et pressemøde klokken 15.00 mandag - du kan følge det på tv2.dk og TV 2 NEWS.

Blev fundet på gaden

De to børn vurderes at være henholdsvis cirka ét og to og et halvt år gamle. De er begge mørklødet i huden.

Pigen vurderes til at være cirka et år gammel.

Pigen sad i en klapvogn, mens drengen stod ved siden af på den travle Park Allé tæt ved Aarhus Rådhus.

Pigen var iført sorte støvler, blå jeans, blå jakke med hvide prikker samt en blå hue. Drengen var iført grønne støvler, bordeauxfarvede bukser og mørk jakke.

Det var Claus Vitved, der sammen med en ven fandt de to små børn stående alene på Park Allé i Aarhus.

Klapvognen, den lille pige sad i, da hun blev fundet lørdag.

Han har forklaret, at han holdt øje med børnene i 20-30 minutter, og at han gik ind i de nærliggende forretninger og spurgte efter forældrene - uden held. Og derfor ringede han til politiet.

- Det var noget i mig, der tænkte, at der var noget forkert ved, at så små børn stod alene en meter fra en så trafikeret vej. Det er et farligt sted, siger han til TV 2.