De er unge og gode for millioner - men succesen har krævet stålvilje og afsavn
Tre unge iværksættere tjente den første million, før de var 25 år. Ville du kunne gøre det samme?
Den ene bor i Grønland. Den anden har adhd. Og den tredje hænger ud med en af Danmarks største dj’s.
De tre unge iværksættere, som du kan møde i den nye ECHO DOX-serie ’Rend Mig i Rigdommen’, er vidt forskellige.
Men fælles for Martin Nordlund, Jonas Højmark og Kasper Juul er, at de er unge og gode for millioner.
De er blevet rige ved at forfølge hver deres iværksætterdrøm, og de har alle måttet ofre på vejen.
Baseret på de tre unge mænds liv får du her fem drøn-uvidenskabelige spørgsmål, du kan stille dig selv for at trykprøve, om det er noget for dig at gøre dem kunsten efter.
1. Er du klar til at droppe ferierne?
Da Kasper Juul som 20-årig stiftede Leasingexperten, sprang han samtidig ud i et liv uden fritid.
Han arbejdede non-stop. Det krævede det for at få virksomheden op at stå.
Det gik ud over både ferier og juleaftener, men det gjorde ham ikke noget, for virksomheden var hans hjertebarn.
I efteråret 2018 solgte Kasper Juul virksomheden. Det gav ham lidt mere fritid til at se sine venner og familie. Men når man er typen, der lever og ånder for at gøre forretningsidéer til virkelighed, kører hovedet konstant.
Den i dag 23-årige Kasper Juul mener godt, man kan køre en god forretning og stadig have masser af fritid. Det er et prioriteringsspørgsmål. Men han mener, at man ikke skal være for magelig, hvis man vil have succes som selvstændig iværksætter.
- Hvis man er kæmpe fan af ferier, og man skal se sine venner fire timer om dagen og også lige ud og spise med kæresten, så tror jeg, at man skal lave noget andet. For det får du svært ved at få til at hænge sammen, siger han.
2. Tør du satse alt, når idéen er der?
Martin Nordlund var 19 år og stadig ny i Nuuk, da han fik idéen til den virksomhed, der tre år senere indtjente ham den første million.
Han var taget til Grønland i sit sabbatår. Han ville egentlig være jægersoldat, men under en biograftur i den lokale biograf, slog en tanke ned i ham.
Da han så reklamerne, der kørte før filmen, var han sikker på, at han kunne gøre det bedre.
Han handlede omgående på sin mavefornemmelse. Fast besluttet på at lukke et hul i det grønlandske reklamemarked stiftede han mediebureauet Malou Media. Det gik godt. Efter otte måneder landede firmaet sin første store kunde, og der vidste Martin Nordlund, at han havde skabt en succes.
Den i dag 24-årige Martin Nordlund er overbevist om, at hans virksomhed fik så hurtig succes, fordi han var klar til at satse alt på virksomheden.
Fra start var han klar til at arbejde, alt han kunne. Også selvom der blev begået fejl undervejs. Det er vigtigt at lære af de fejl og at være klar til at arrangere sit liv på en måde, hvor man kan fokusere 100 procent på virksomheden, når man starter op, mener han.
- Jeg var indstillet på, at jeg skulle lægge utrolig meget energi og fokus et sted (i Grønland, red.), hvor alle mine venner, jeg er opvokset med, og min kæreste ikke var. Man er nødt til at være indstillet på at ofre, siger han.
3. Kan du blæse på, hvad andre siger?
Da Jonas Højmark som 19-årig startede sin servicevirksomhed, besluttede han at teste sig selv. Han ville se, hvor længe han kunne trave rundt og dele flyers ud til de lokale husstande uden at sove. Ifølge den i dag 27-årige nordjyde holdt han i 36 timer. I snestorm.
Jonas Højmark var drevet af viljen til at modbevise alle dem, der i ungdomsårene sagde til ham, at han aldrig ville blive til noget. Han var født med adhd og havde gentagne gange fået at vide, at han ikke ville blive til noget.
På trods af at Jonas Højmark ikke har en folkeskoleeksamen, har han i dag succes med sin servicevirksomhed, samtidig med at han køber, istandsætter og udlejer ejendomme. Og han mener, at man skal turde trodse folks forventninger, hvis man skal opnå, hvad han har.
- Det er afgørende. Og det er ligegyldigt, hvad det er inden for iværksætteri. Du er nødt til at trodse nogen, for der er altid nogen, der mener, at det ikke kan lade sig gøre, siger han.
4. Kan du undvære drukturen?
Kasper Juul har haft en flaske kildevand i hånden hele aftenen.
I backstagelokalet i Jyske Bank Boxen i Herning krammer han sin gode kammerat, dj’en Martin Jensen. Han er lige kommet ned fra scenen og vil have Kasper Juul med i byen. Iværksætteren vil egentlig gerne, men han har et møde i morgen tidlig. Han er nødt til at gå.
Scenen her stammer fra ’Rend Mig i Rigdommen’. Den viser, hvor travlt et liv serieiværksætteren Kasper Juul har, og at det nogle gange koster det spontane ungdomsliv, når man som ham har valgt at dedikere al sin tid til sin forretning.
Det er sådan, han har valgt at prioritere, og det er, hvad det har krævet for, at han har kunnet få så stor succes så hurtigt. Men med tiden er det også vigtigt, at man lærer, at det er vigtigt at komme ud af arbejdsboblen.
- Det er svært at komme ud af den bobbel. Og når man så endelig lige er ude af den, så bliver man opmærksom på, hvor fedt det også er ude på den anden side. Og at man skal huske at leve, siger han.
5. Har du fundet din drivkraft?
Martin Nordlund var usikker på sig selv, da han var yngre. Men som teenager fandt han ud af, at han kunne bygge sin selvtillid op med simple midler.
Han begyndte at dyrke sit selvværd systematisk. I lejligheden i Nuuk ser han youtubevideoer med folk, der i store vendinger og til grandiøs baggrundsmusik taler og synger om at tro på sig selv.
Så banker han sig selv på brystet og siger til sig selv:
- I freaking rock.
Han vurderer tilmed jævnligt sin sundhed, sine følelser og relationer på en skala fra 1 til 10. Han har aldrig givet sig selv 10. For Martin Nordlund fungerer det som en positiv hjernevask, der giver ham glæde og overskud.
Den 24-årige iværksætter har et mål om at blive økonomisk uafhængig, så han til den tid kan have tid og overskud til sin fremtidige familie.
Han dyrker sit mindset så systematisk, fordi det giver ham en grundlæggende styrke til at holde øjnene på målet, selvom han støder på udfordringer og dage, der er hårde.
- Succes er at lære at nyde rejsen. Og lære at have et sundt perspektiv på forskellige udfordringer og have det sundt, når du er i det, siger han.
Du kan allerede nu se de to første afsnit af ECHO-DOX-serien 'Rend Mig i Rigdommen' på TV 2 Play.