To små børn fundet efterladt på gaden - lille pige sad i klapvogn

16x9
Børnene blev fundet her i Park Alle, der ligger ved Aarhus Rådhus. Foto: Mathias Øgendal / Presse-fotos.dk

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Børnene stod længe alene i kulden på den travle gade, inden de blev hentet af politiet. De er nu overdraget til de sociale myndigheder.

Østjyllands Politi efterlyser forældre eller andre pårørende til to småbørn, der lørdag aften blev fundet efterladt på Park Alle i Aarhus midtby.

Der er tale om en cirka etårig pige med sort hår, der var iført sorte støvler, blå jeans, blå jakke med hvide prikker samt en blå hue, og en dreng på cirka to og et halvt år, ligelededes med sort hår og iført grønne støvler, bordeauxfarvede bukser og mørk jakke.

Begge beskrives af politiet som mørklødede.

- De kan ikke dansk. Vi ved ikke, hvor de kommer fra. Formentlig er det romabørn. Drengen, den ældste, har et sprog, som ikke er noget af det, vi ellers hører. Og så kunne de godt ligne romabørn, lød det fra politiets vagtchef Lars Bisgaard til TV2 ØSTJYLLAND lørdag aften.

Søndag morgen har politiet fortsat ikke hørt fra forældre eller pårørende til de to børn.

- Nu skal vi have set på, om der er yderligere videoovervågning fra området, vi kan bruge til den videre efterforskning, oplyser vagtchef ved Østjyllands politi Per Bennekov til TV 2.

Ifølge vagtchefen overvejer politiet søndag at gå ud med billeder af de to børn, men det er ikke besluttet endnu, lyder det.

Overdraget til myndighederne

Børnene blev lørdag aften fundet af en mand, der bemærkede den lille pige sidde alene i en klapvogn med drengen stående ved siden af.

Vidnet har forklaret til politiet, at han holdt øje med børnene i 20-30 minutter, og at han gik ind i de nærliggende forretninger og spurgte efter forældrene - uden held.

- Derfor ringer han til os. Da vi kommer frem, gør vi det samme og undersøger butikkerne på Park Alle, men der er ikke nogen. Det er rimelig koldt udenfor, så vi beslutter at tage dem med, fortalte vagtchef Lars Bisgaard til TV 2 lørdag.

Børnene blev taget med på politistationen i Aarhus. Senere lørdag blev de overdraget til Familiecentret i Aarhus Kommune, der i samarbejde med politiet forsøger at finde frem til børnenes forældre.

- Vores primære opgave er at bringe børn i sikkerhed, når de står i sådan en situation. Vi skal sikre, at de har det godt, siger chef for Familiecentret under socialforvaltningen i Aarhus Kommune, Mette Spring, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun vil ikke kommentere på den konkrete sag, men forklarer, at børnene, hvis forældrene ikke melder sig, enten får plads på et opholdssted eller hos en plejefamilie.

Red Barnet: Børnene har en chance

Fordi børnene er så små, er der ifølge psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet god chance for, at de kan komme videre uden psykiske traumer.

- Hvordan det kommer til at belaste børnene, at de er blevet forladt, afhænger en del af deres opvækst inden. Men som regel vil så små børn, hvis de bliver mødt med omsorg og varme fra de nye omsorgspersoner, ikke være påvirket væsentligt af det fremover, siger Kuno Sørensen.

Har man kendskab til børnene eller oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.