Samfund

Medicin mod brystkræft virker flere år efter endt behandling

Ny kræftmedicin kan vise sig at virke forebyggende også.

Medicin, der har vist sig at halvere kvinders risiko for at udvikle brystkræft, har flere positive egenskaber end først antaget.

Det skriver BBC på baggrund af en offentliggørelse i det anerkendte tidsskrift The Lancet.

Det viser sig nemlig, at lægemidlet – anastrozol – fortsætter med at virke flere år efter, at kvinden er stoppet med at tage det. Faktisk hele syv år efter, at kvinder i forsøg var stoppet med behandlingen.

- Brystkræft er den mest hyppige kræftform blandt kvinder, og antallet fortsætter med at stige kraftigt. Vi har nu noget, der ser meget effektivt ud og med minimale bivirkninger, siger professor Jack Cuzick, der er direktør for Wolfzone Institut for forebyggende medicin ved Queen Mary Universitet i London i Storbritannien.

Lægemidlet bliver i Storbritannien brugt i behandlingen af kvinder, der har fået konstateret brystkræft, og nu skal flere forsøg vise, om det kan bruges forebyggende, så kvinder aldrig udvikler brystkræft.

Kun for kvinder i overgangsalderen

Anastrozol blokerer produktionen af hormonet østrogen, som er blandt flere årsager til, at kvinder udvikler brystkræft. Jo mere østrogen man som kvinde er udsat for i løbet af sit liv, jo højere risiko er der for at udvikle brystkræft.

Der er imidlertid en hage: Kun kvinder, der er kommet i overgangsalderen, kan få anastrozol, da lægemidlet ikke kan undertrykke østrogenproduktionen hos yngre kvinder.

Kvinder, der er gået i overgangsalderen, og som på grund af arv eller andre faktorer har høj risiko for at udvikle brystkræft, er siden 2017 blevet anbefalet at tage lægemidlet.

På trods af de lovende resultater er lægemidlet ikke en mulighed for de kvinder, som på grund af meget høj risiko for at udvikle brystkræft skal tage stilling til, om de som forebyggende foranstaltning vil have en mastektomi, hvor man helt fjerner brysterne.

Det var blandt andet det, som skuespillerinden Angeline Jolie i 2013 valgte at få gjort, da hun fandt ud af, at hun havde et defekt BRCA-gen, der giver stærkt øget risiko for blandt andet brystkræft.

Risikoen for at udvikle brystkræft selv med forebyggende behandling med anastrozol for denne gruppe af kvinder er fortsat meget høj, skriver BBC.

I Danmark har Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin dog vurderet, at anastrozol ikke er lige så effektivt som anden medicin i behandlingen af danske kvinder.