Samfund

Årets danske ord er fundet

Godt 1500 danskere har givet deres bud på, hvilket ord, der indkapsler 2019. Nu er vinderen fundet.

Hvis 2019 skulle være et ord, hvad ville det så være?

Et godt bud er 'klimatosse'.

For ordet er netop blevet kåret som årets ord. Klimatosserne løb med titlen, fordi ordet indkapsler et år, hvor klima og Greta Thunberg har trukket overskrifter.

Pia Kjærsgaard startede

Det var Pia Kjærsgaard, der første gang brugte klimatosse-betegnelsen. Det nu berømte ord faldt efter årets europaparlamentsvalg, hvor Dansk Folkeparti fik en vælgerlussing.

- Måske er det alle klima… - hvad er det nu, man kalder dem - klimatosser? Nej, alle dem, der alene går op i klima. Det gør vi også i Dansk Folkeparti, men det er ikke dét, vi alene går op i, sagde Pia Kjærsgaard.

Bagefter forklarede tidligere partileder, at betegnelsen var ment i spøg.

Men ordet hang fast, og flere danskere proklamerede stolt på de sociale medier, at de var ’klimatosser’.

Slog otte andre ord

Årets ord er et samarbejde mellem Dansk Sprognævn og radioprogrammet 'Klog på sprog'. Her besluttede en jury, hvad årets ord for 2019 skulle være.

Inden ordene kom forbi de fem dommere, har i alt har 1500 danskere indsendt bud på, hvilke ord, de syntes fortjente den fornemme titel. I alt var der nomineret mere end 200 forskellige ord.

De mange bud blev derefter kogt ned til en liste på ni nominerede ord:

  • Flyskam
  • Minimumsnormeringer
  • El-løbehjul
  • Kønsneutral
  • Skrivebordstomat
  • Forståelsespapir
  • Krænkelsesparat
  • Pandalåner
  • Klimatosse

Listen bærer præg af et 2019, der bød på ny regering, en klimabevidst dansk befolkning og et væld af sager om, hvad man kan tillade sig uden at krænke eller kategorisere andre mennesker.

Skrivebordstomat stammer fra den nu hedengangen Radio 24syv, hvor Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i programmet 'Den korte radioavis' brugte ordet efter producer-Allan ikke kunne huske sofa-kartoffel-begrebet. Blandt andet har Kirsten Birgit omtalt Søren Fauli, Sofie Gråbøl og Kristoffer Eriksen som 'skrivebordstomater'.

Pandalåner henviser til de pandaer, Københavns Zoo har lånt af Kina, der pludselig blev centrum i en storpolitisk debat.

På tidslinjen herunder kan du se, hvilke ord, der tidligere har taget titlen som Årets ord:

Årets ord de seneste år

    1. Hvidvask

      Danske bank førte i strid med hvidvasklovgivningen mindst 1.500 milliarder kroner igennem bankens estiske filial.

      2018 var året, hvor hvidvaskskandalen i Danske Bank begyndte at rulle. Sagen kostede blandt andet bankens topchef, Thomas Borgen, jobbet.

       

      Ord, som var med i opløbet: Identitetspolitik, plantekød og samtykke.

    2. Kvindelandsholdet

      De danske fodboldkvinder vandt over Østrig i semifinalen, men måtte se sig slået af Holland i finalen.

      Fodboldfeberen ramte Danmark i sommeren 2017, da kvindelandsholdet i fodbold spillede sig til en sølvmedajle under EM. 

       

      Ord, som var med i opløbet: #MeToo, bandekrig og disruption.

    3. Danskhed

      Sprog, værdier og kulturs indflydelse på ens

      I 2016 fyldte spørgsmålet om, hvad "danskhed" er, meget i den offentlige debat.

       

      Ord, som var med i opløbet: Hævnporno, Brexit og postfaktuel.

    4. Flygtningestrømme

      Billederne af flere hundrede flygtninge, der gik på Sydmotorvejen, blev definerende for det politiske år 2016.

      Krig og konflikter i verden betød, at der i 2016 ifølge FN var flere end 65 millioner mennesker på flugt. Flygtningestrømmene blev også et stort politisk emne i Danmark.

       

      Ord, som var med i opløbet: Deleøkonomi og grænse.

    5. Mobilepay

      Mobilepay blev lanceret i 2013 og vandt hurtigt indpas i danskernes hverdag.

      I 2014 blev mobilappen Mobilepay allemandseje og en naturlig del af manges privatøkonomi.

       

      Ord, som var med i opløbet: Ebola, hverdagssexisme og inklusion.

    6. Undskyld

      Pressemødet om skandalesagen i GGGI varede rekordlange tre timer og 43 minutter.

      Årets ord i 2013 knyttede sig særligt til én begivenhed: Under pressemødet om sine milliondyre rejser som formand for den statsstøttede klimaorganisation GGGI "beklagede" Lars Løkke Rasmussen intet mindre end 45 gange - men han sagde aldrig reelt undskyld for misbruget af midler, lød kritikken efterfølgende. 

       

      Ord, som var med i opløbet: Kønskrans, whistleblower og selfie.

    7. Stenalderkost

      Stenalderbrød fyldt med nødder, frø og kerner blev en hip spise i 2012.

      Stenalderen blev genoplivet i 2012, da mad- og sundhedstrenden stenalderkost vandt frem. 

       

      Ord, som var med i opløbet: Dovne-Robert, taleradio, fedmepandemi.

    8. Arabisk forår

      Det arabiske forår betød blandt andet, at Libyens diktator Muammar Gaddafi mistede magten til oprørshæren i landet. Kort efter - i oktober 2011 - blev han dræbt.

      På tværs af Mellemøsten, Nordafrika og Den Arabiske Halvø definerede en stribe af prostester i 2010–2011 kampen for demokratiske reformer. Dette blev døbt Det arabiske forår.

       

      Ord, som var med i opløbet: Fedtafgift, løftebrud og vejvrede.

    9. Vuvuzela

      Det sydafrikanske instrument vuvuzela blev brugt af fans fra hele verden. Her de spanske fans ved VM-finalen.

      Under VM i fodbold i 2010 blev instrumentet vuvuzela - et langt, smalt horn af plastic - den foretrukne fan-merchandise. Lyden af vuvuzelaen blev nærmest synonym med slutrunden.

       

      Ord, som var med i opløbet: Askesky, Wikileaks og Udkantsdanmark.

    10. Lømmelpakke

      Lømmelpakken gav blandt andet politiet beføjelser til at

      "Lømmelpakken" var navnet på den lovpakke, som blev vedtaget i 2009 af Venstre for at styrke indsatsen mod "forstyrrelser af den offentlige orden", blandt andet med højere bødestraffe for overtrædelser af ordensbekendtgørelsen.

       

      Ord, som var med i opløbet: CO2-neutral, finanskrise og perle.

    11. Udlændingeservice

      Udlændingeservice skiftede navn igen i 2012.

      Årets ord blev første gang kåret i 2008. Udlændingeservice var navnet på en styrelse under Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, som eksisterede fra 2006. Inden da hed det Udlændingestyrelsen, og det nye navn skulle kommunikere et nyt og bedre indtryk af instansen.

       

      Ord, som var med i opløbet: Leasingkarrusel, waterboarding og visitationszone.