Se fem gange, danske destinationer har trukket overskrifter de seneste år, i bunden af artiklen.
Siden den nye metrolinje Cityringen åbnede, har den løbende trukket overskrifter i danske medier. Men nu har det nyåbnede transportmiddel også fået opmærksomhed i udlandet.
Både "smuk" og "effektiv" bliver metrolinjen kaldt i en artikel fra CNN Travel, der fortæller historien om det københavnske kæmpebyggeri, der ifølge mediet er smart i den danske ”hygge-indbydende vintertid.”
Metrostationen Københavns Hovedbanegård. Cityringen har 17 underjordiske stationer med specielle kendetegn. Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix
Det er især æstetikken ved de nybyggede stationer, der lægges vægt på. CNN fremhæver Frederiksberg Allé station som et eksempel, der med sine grønne vægge spiller sammen med stationens udendørsområde med park og træer. Og så lægges der vægt på omfanget af det underjordiske projekt.
Frederiksberg Allé metrostation, mandag den 30. september 2019. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix
Det Københavnske byggeri er det næststørste metroprojekt i Europa lige nu - kun overgået af Crossrail-projektet i London.
Et farverigt kig, hvis man lægger hovedet tilbage og kigger op fra perronen på Vibenhus Runddel station. Foto: Reginaldo Sales / Metroselskabet.
Det er dog ikke udelukkende størrelsen og skønheden, der imponerer CNN. Tilgængeligheden er også i top, lyder det. I metrolinjen er der nemlig mulighed for at medtage danskernes favorittransportmiddel: Cyklerne.
Aksel Møllers Have metrostation på Frederiksberg. Her har kommunen punget ud med 45 millioner kroner oveni de øvrige metroudgifter for at gøre livet lidt ekstra behageligt for brugerne af metroen.. Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix
Et lille skår i glæden bliver der dog også sat spot på i slutningen af den ellers henrykte artikel. CNN Travel lader det ikke gå ubemærket hen, at det store byggeri ikke formåede at holde sig indenfor det afsatte budget.
Den nye metrolinje har kostet 25,3 milliarder kroner at bygge. Dermed endte projektet med at være 10,5 procent dyrere end forventet, hvilket svarer til 2,65 milliarder kroner.
Marmorkirken metrostation i København. Metrotogenes gennemsnitsfart er 40 kilometer i timen. Tophastigheden er 90 kilometer i timen. Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix
Det er ikke første gang, at Danmark får opmærksomhed i udlandet. Her kan du se fem gange, Danmark har skabt overskrifter de seneste år.
Danske destinationer på verdenskortet
København
Arkivfoto. Københavns Rådhus. Foto: Pressefoto, Københavns Kommune / TV 2
I 2018 blev København kåret til verdens absolut bedste by af forlaget Lonely Planet. Vores hovedstad overgik dermed byer som Miami og Kathmandu.
Det australske forlag kaldte København for capital of cool og understregede især hovedstadens evne til at spille med de kulinariske muskler.
Et år efter kåringen skrev Lonely Planet, at København er blevet så overbefolket af turister, at den ikke længere er besøget værd.
Bornholm
Hammershus er en af attraktionerne, der trækker turister til Bornholm. Foto: Destination Bornholm
Bornholm blev i oktober kåret som Europas næstbedste ferieø af det store internationale rejsemagasin, Conde Nast Traveller. Klippeøen var blandt 223 nominerede øer.
600.000 læsere stemte på deres favorit i en række kategorier, og her slog Bornholm kendte øer som Kreta, Sicilien, Korsika og Mallorca.
Skovtårnet
Camp Adventures udsigtstårn i Rønnede på Sydsjælland. Foto: TV 2
Skovtårnet i Rønnede på Sydsjælland blev i 2019 kåret til et af verdens 100 bedste steder af det amerikanske magasin Time.
Time lovpriste ikke kun Skovtårnet, men også Camp Adventure, som det ligger i - blandt andet for at have en bæredygtig og klimavenlig tilgang.
En af de andre seværdigheder, der har sat Skovtårnet og Camp Adventure på verdenskortet, er den 475 meter lange svævebane, der er Nordeuropas længste.
Henne Strand
Du får ikke en mere vindblæst strand end denne, skrev CNN om Henne Strand Foto: Colin Seymour / VisitWestDenmark
Den jyske by Henne Strand er blevet nævnt af CNN som et af de bedste steder at besøge i Europa.
CNN var blandet andet begejstret for Henne Strands klitter og vindblæste sandstrande, hvor de opfordrede til lange vandreture.
Derudover er området også hjem til den dobbelt-Michelin-vindende Henne Kirkeby Kro.
Noma
Det nye Noma. Foto: Noma/Magasinet KBH
Den danske restaurant Noma er blevet kåret til verdens bedste hele fire gange af magasinet Restaurant, der hvert år udgiver en prestigefyldt liste over verdens 50 bedste restauranter.
Noma har været på magasinets top 50 liste ti gange og har udover de fire kåringer som verdens bedste også været på anden, tredje og femte pladsen.
Med sine to Michelin-stjerner tiltrækker Noma mange turister, madanmeldere og nysgerrige madentusiaster.