126 venner svarede aldrig - må man ignorere en Facebook-invitation?

Bør man altid svare på en Facebook-invitation? Det mener debattør Rulle Grabow Westergaard.

”Vil dem, der ikke har svaret, om de kommer, ikke være søde at gøre det, så jeg kan købe ind?”

De fleste Facebook-brugere har nok stødt på denne besked i en eller anden afskygning.

For der er mange, der er dårlige til at svare, når de bliver inviteret til en begivenhed via det sociale medie.

Og det er for dårligt og for dovent, mener kriserådgiver og debattør Rulle Grabow Westergaard, og derfor skrev hun i sidste uge et debatindlæg i BT om lige netop de manglende svar.

- Det er ren og skær uopdragenhed, og jeg kan ikke ha’ det, skrev hun blandt andet.

Opråbet har dog ikke rykket hendes egne Facebook-venner, og forleden havde hun stadig 126 ubesvarede invitationer til sit årlige gløgg-arrangement på torsdag, hvor hun havde inviteret i omegnen af 450 mennesker.

- Nu har jeg slettet dem, der ikke havde svaret, fortæller hun i 'Go' aften LIVE'.

Afstemning

Delte meninger

Rulle Grabow Westergaard mener ikke, at hun havde noget alternativ til at invitere de mange mennesker via Facebook.

- Jeg kunne godt have sendt 450 invitationer til julegløgg med Postnord, men så skulle jeg havde sendt dem i juni og brugt 4500 i porto, siger hun.

Hun mener dog ikke, at hendes invitation dermed er mindre forpligtende.

- Det undrer mig, at nogle mener det. Jeg bliver jo lige så ked af ikke at få svar, om jeg har inviteret dig via brev, sms eller Facebook, siger hun.

Afstemning

Den opfattelse deler alle 'Go' aften LIVE's seere dog ikke.

I en Facebook-afstemning, som 1000 mennesker har svaret på, er 62 procent enige med Rulle Grabow Westergaard i, at det ikke er i orden at lade en Facebook-invitation være ubesvaret.

Samtidig mener 38 procent dog, at det er i orden. Argumenterne lyder blandt andet, at en invitation på Facebook drukner i mængden og er upersonlig i forhold til en sms eller et brev.

"En større tendens"

Rulle Grabow Westergaard tror dog ikke kun, at de manglende svar har noget at gøre med, at hun i dette tilfælde har benyttet sig af online invitationer.

- Jeg tror, det er en del af en større tendens, hvor vi er blevet mere tilbøjelige til at vente og se, om der kommer et bedre tilbud. Vi er ikke så gode til at forpligte os, og jeg synes, det er dovenskab, siger hun.

Afstemning

Hun fortæller også, at hun flere gange har oplevet, at hendes venner er blevet nødt til at rykke folk for et svar, selvom de har inviteret til 50-års-fødselsdag med fysiske invitationer, eller at folk melder fra i sidste øjeblik, fordi de ikke lige orker det alligevel.

- Det er enormt ærgerligt, men det viser igen, at det ikke betyder noget, hvilken kanal man sender invitationen via, siger hun.

Personligt bliver hun ikke fornærmet over, at folk ikke vil komme til hendes gløgg-arrangement, men hun ville ønske, at de i det mindste gav en tilbagemelding.

- Ingen mennesker har så travlt, at de ikke kan nå at klikke på ’Deltager’ eller ’Deltager ikke’, siger hun.

Uskrevne regler på sociale medier

Facebook

Foto: Justin Tallis / Scanpix Denmark
Facebook er et af de steder, hvor alderen har størst betydning for de sociale kodekser. Alligevel er der nogle regler, der er bredt funderede.
Venner:
På Facebook er det normen, at man kender dem, man er venner med. Send derfor kun venneanmodninger til folk, du kender.
Det er i orden at slette venner, du ikke længere har kontakt med. Du behøver ikke at lave et opslag om, at du nu rydder op – så gør du en unødigt stor sag ud af det.
Hvis du skriver til folk, så skriv direkte til dem på Messenger. Kun på fødselsdage eller ved andre store begivenheder er der kutyme for at skrive offentligt på væggen. 
Billeder:
Spørg om lov, før du tagger venner og bekendte på billeder.
Læg gerne feriebilleder op, men udvælg de bedste. Der er ikke mange, der er interesserede i at se samtlige billeder fra dit feriealbum.
Det er god stil at like venners billeder, men kun de nyeste. Liker du et billede, der er flere år gammelt, virker du som en stalker.
Private oplysninger:
Efterhånden er det blevet umoderne at være en oversharer, der deler for meget af sit privatliv. Overvej derfor, om du vil dele din civilstatus, og lad være med at lave clickbait-agtige opslag a la: ”Det er da utroligt, at man ikke kan stole på folk...”
Begivenheder:
Det virker måske ikke så bindende at trykke ’Deltager’, når din veninde inviterer dig til fødselsdag på Facebook, men en tilmelding på Facebook er lige så bindende som enhver anden aftale.

Instagram

Foto: Lucas Jackson / Scanpix Denmark
Følgere:
På Instagram er man ikke ’venner’ med folk, men man ’følger’ dem. Du kan altså godt følge en, der ikke følger dig, og du kan ikke altid forvente at få et follow tilbage.
Det er god stil at følge dine venner, men det er også i orden at unfollowe igen, hvis de lægger uinteressante ting op. Som regel skal der dog en del til, da nogle kan blive fornærmede.
Indhold:
Med mindre du er blogger, så drop Instagram-klichéerne med mad og fødder. Tænk på, at dine billeder skal give andre noget.
Likes:
Likes sidder løsere på Instagram, end de gør på Facebook. Vær derfor ikke nærig med dine likes.
Hashtags:
Dine billeder bør følges af omkring en håndfuld hashtags. Overdriv dog ikke brugen, og lad være med at bruge hastags som #like4like og #danishgirl, der tydeligvis kun er til for at give flere likes. 
Emojis: 
Husk på, at dit opslag ikke bliver mere sjovt, alene fordi du bruger emojis - og slet ikke fordi du bruger mange ens af dem efter hinanden. Brug i stedet dine emojis med omtanke. 

Messenger

Foto: Facebook
Svartid:
På Messenger er det muligt for afsenderen at se, hvornår modtageren har læst beskeden. Derfor er det kutyme at lade være med at åbne en besked, til man har tænkt sig at svare på den.
Emojis:
Hvis man bruger normal tegnsætning i beskeder på Messenger, kan man nemt opfattes som sur. På Messenger bruger man mere løs tegnsætning og langt flere emojis end ellers.
Pas dog på med, hvilke emojis du bruger. Hvis du skriver med folk, du ikke har et nært forhold til, bør du holde igen med hjerter, kyssesmileys og blinkesmileys. Disse indikerer kærlighed og flirt, og du risikerer ellers at overskride folks intimsfære. Det svarer lidt til kram i den virkelige verden – nogle er til det, andre er ikke. 

Twitter

Foto: Leon Neal / Scanpix Denmark
Følgere:
Twitter er styret af fælles interesser. Derfor forventes det ikke, at du følger dine venner, og at de følger dig. Følg derimod nogen, der tweeter om de ting, du interesserer dig for – så får du den bedste oplevelse.
Indhold:
Twitter er til samfundsrelevante og sjove opslag. Her bliver du nemt til grin, hvis du deler et billede af aftensmaden eller en privat historie – det er bare ikke den rigtige platform at gøre det på.
På Twitter er der strenge koder for, hvad man gør, og hvad man ikke gør, og folk er hurtige til at pointere det, hvis man gør noget, der er atypisk. Et råd er derfor at se Twitter lidt an, inden man selv begynder at tweete.
Når du først har lavet et tweet, forventer folk desuden, at du svarer, hvis de kommenterer på det.
Hashtags:
På Twitter er hashtags altafgørende, da dit tweet ellers ofte bare vil blive opfattet som larm i mængden af opslag. Sørg derfor for at tilføje et kvalificeret hashtag til dit tweet – allerhøjest to. Undersøg på forhånd, hvilke hashtags der bruges om emnet.
Når du tweeter om nogen, der også er på Twitter, er det dårlig stil ikke at tagge dem. Det svarer lidt til, at du offentligt bagtaler dem. 

Snapchat

Foto: Thomas White / Scanpix Denmark
Det er meget forskelligt, hvordan Snapchat bruges fra gruppe til gruppe, men der er et par regler, der synes at være gældende for alle.
Indhold:
Ligesom på Instagram bør man ikke spilde folks tid. Send noget, der giver folk et eller andet – for eksempel et grin.
Snapchat er ikke så poleret som Instagram, så lad være med at sende selfies konstant. Der må gerne være lidt mere kant og uperfekthed.
Stories:
Når du laver en story, har alle dine venner adgang til den i 24 timer. Derfor bør du ikke også sende den til folk – det virker for anmasende. 

I Go aften LIVE debatterede Rulle Grabow Westergaard de manglende tilbagemeldinger med Emil Thorup, som altid venter til sidste øjeblik med at beslutte sig. Se diskussionen på TV 2 PLAY.