Samfund

Henriette Zobel er død

Henriette Zobel blev 57 år. Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Hun efterlader sig to voksne børn, som hun havde med den danske erhvervsmand Peter Zobel.

Henriette Zobel, designer og tidligere fotomodel, er død i en alder af 57 år efter længere tids sygdom.

Hun døde mandag eftermiddag i sin lejlighed i Bredgade i København.

Det bekræfter familiens præst Flemming Pless over for TV 2. Flemming Pless deler informationen efter aftale med familien.

Hun efterlader sig to voksne børn, Alexander og Nicolai, som hun havde med den danske erhvervsmand Peter Zobel.

Peter Zobel, der tidligere var direktør i forsikringsselskabet Codan, døde for to år siden 81 år gammel.

Ville ikke dø

Flemming Pless fortæller til BT, at han var med til at samle en tæt gruppe af venner samt Henriette Zobels to voksne sønner, efter at hun mandag afgik ved døden.

- Henriette var ikke afklaret med døden og havde ikke affundet sig med, at hun skulle dø. Det have hun et for stort livsmod til, siger han til avisen.

Henriette Zobel er uddannet designer fra Margrethe-Skolen i 1986.

I sine yngre år arbejdede hun som fotomodel i Milano, London og Paris og var i en periode blandt andet Pierre Cardins husmodel.

I 2002 etablerede hun tøjvirksomheden Pureheart, der gik konkurs i 2011.

I en pressemeddelelse fra Flemming Pless på vegne af familien, beskrives Henriette Zobel som et søgende menneske med særlig kærlighed for den indiske livskundskab.