Samfund

Nekrolog: Chefredaktøren med fortid som dobbeltagent

Han flygtede fra én krig og kæmpede i en anden. Han var soldat og agent for Israel. Politikens mangeårige chefredaktør Herbert Pundik er død.

Døden kan komme anytime, sagde Herbert Pundik i foråret 2019, da han medvirkede i en podcastserie om sig selv.

Klar i formuleringerne og i hovedet fortalte han, at han ikke ville blive overrasket, hvis han eksempelvis blev ramt af et hjerteanfald midt under udsendelsen. Han var parat til at dø, som han formulerede det over for Politikens journalist.

Herbert Pundik, 1927-2019

Født 23. september 1927 i København.

Flygtede til Sverige med sin familie i 1943.

Korrespondent og rejsende reporter for Information, DR og Politiken 1955-1969.

Chefredaktør på Politiken fra 1970 til 1993.

Blev på Politiken efter 1993 som avisens seniorkorrespondent og kommentator.

Modtog Cavlingprisen i 1967 og Publicistprisen i 1991.

Var gift med Sussi, som han fik tre børn, Uri, Ron og Michal, med.

Søndag indløb beskeden så. Herbert Pundik, journalist, forfatter og tidligere chefredaktør er her ikke mere.

Han blev 92 år. 92 år fulde af begivenheder.

Han flygtede fra én krig og kæmpede i en anden, han tjente Israel som både soldat og agent, og han var i spidsen for Politiken i næsten et kvart århundrede.

Og gennem livet fulgte døden ham og hans nærmeste familie tæt. Allerede da han var barn.

De sidste år af sit liv lavede han kun aftaler en til to måneder frem i tiden, og på Politiken, hvor han som seniorkorrespondent stadig skrev, havde han en ordning med debatredaktøren om, at faldt kvaliteten, skulle det siges.

Flugten under Anden Verdenskrig

Midt i en tysktime en oktoberdag i 1943 kom rektoren ind i klassen på Metropolitanskolen og sagde til den dengang 15-årige Herbert Pundik, at han skulle skynde sig hjem og advare sine forældre.

Tyskerne ville komme om natten, og den jødiske familien Pundik måtte flygte.

På vejen hjem fra skole nåede han at købe det nyeste nummer af Skipper Skræk. Og i det nordsjællandske fandt familien en båd, som kunne sejle til Sverige i sikkerhed.

Flugten kom til at betyde alt, har han fortalt til fagbladet Journalisten. Seks millioner jøder blev dræbt under Anden Verdenskrig, og han og familien overlevede.

Var man religiøs, ville man kalde det et mirakel, som han sagde.

Soldat i den israelske hær

Da Anden Verdenskrig var slut, var det meste forandret. Også inde i ham.

Herbert Pundik ville til Israel for at sikre statens overlevelse og for at etablere et alternativ. For at kunne det blev han frivillig soldat i den israelske hær fra 1948-49 under selvstændighedskrigen.

Politikens Nils Thorsen spurgte ham i podcastserien 'Herbert Pundik - den sidste flygtning", om han slog nogen ihjel i krigen. - Det vil jeg da håbe, svarede Herbert Pundik.

- Det var jo formålet med krigen. Hvis du ikke kan dræbe, taber du.

Dobbeltagenten

Efter krigen fortsatte Herbert Pundik med at arbejde for Israel. Men i det skjulte.

I 2010 afslørede han, at han i 50’erne og 60’erne brugte sine reportagerejser for DR og Information til at indsamle informationer og skrive efterretningsrapporter for Mossad, den israelske efterretningstjeneste.

”Dobbeltagenten”, som Pundik ifølge historiker Ole Lange blev kaldt på Informations redaktion, afleverede sine beretninger på den israelske ambassade i de afrikanske lande, han var rejst til.

- Alle mine rapporter blev delt med danskerne, så på en måde var jeg dobbeltagent, sagde Pundik i 2010.

Da historien kom frem, sagde Informations daværende chefredaktør, at Pundiks dobbeltrolle var ”helt uacceptabel”. Var noget lignende sket i dag, ville vedkommende omgående blive fyret, lød det.

- Det var efterretningsarbejde, ja, men hvor går grænsen mellem spionage og journalistik? spurgte Pundik.

Pendlede fra Rådhuspladsen til Tel Aviv

Herbert Pundik understregede i 2010, at hans kontakt til Mossad blev afbrudt, da han startede som chefredaktør på Politiken.

Det gjorde han i 1970, og han blev på posten i 23 år. Men båndet til Israel forblev tæt.

I samtlige år som chefredaktør fastholdt han sin adresse i Tel Aviv og pendlede til hjørnekontoret på Politikens redaktion på Rådhuspladsen.

Når han opholdt sig i København, boede han 100 meter fra avisen på Hotel Kong Frederik. Altid på værelse 509.

Kritik af Israels besættelse

Da Pundik tiltrådte, gjorde han det klart, at ”Politiken ville identificere sig med Israels skæbne”, så længe han var chef.

- Jeg brugte avisen som et redskab til at fremme visse interesser. Det er helt givet. Men det betød ikke, at andre journalister ikke kunne skrive kritisk i samme avis, sagde han til Information i 2010.

Selv skrev Pundik i 1979 en kronik, hvor han argumenterede for, at palæstinenserne også skulle have deres egen stat. Senere kritiserede han skarpt Israels besættelse af Vestbredden og Gaza.

Sammen med israelske og arabiske kolleger var han medstifter af Alliancen for Israelsk-Arabisk Fred.

Løsrev Politiken fra de radikale

I sin tid som chefredaktør gjorde han op med Politikens politiske tilhørsforhold.

Til medarbejdernes begejstring løsrev han Politiken fra Det Radikale Venstre ved at sende et såkaldt frihedsbrev til partiets formand på Christiansborg.

Ved siden af sit journalistiske virke var Herbert Pundik forfatter til mange bøger, især om Israel.

Og de blev skrevet på skrivemaskine, også så sent som i 2018.

- Der er ingen lyd i tastaturet på en computer, det er dødt, sagde han til Politikens Nils Thorsen.

Omtrent midt i Herbert Pundiks første erindringsbog, ’Det er ikke nok at overleve’, fortalte han om sin bror Daniels død i 1946.

Døden i familien

Daniel gik en tur i Blidah Park i Klampenborg, da han under et uvejr blev ramt af en gren.

Lægerne på Gentofte Amtssygehus var ikke i stand til at redde hans liv, og de næste 50 år hørte Herbert Pundik ikke sine forældre nævne brorens navn.

Sorgen var for stor, og han opfattede ikke dens omfang før 1973.

Det var under Yom Kippur-krigen, og hans ældste søn, Uri, sad i en tank, som blev ramt af en egyptisk raket. 21-årige Uri blev dræbt.

41 år senere døde Herbert Pundiks anden søn, Ron, af en kræftsygdom.

De dødes uret

Der var flere oplagte grunde til at forsvinde ind i sorgen.

Men Herbert Pundik og hans hustru, Sussi, holdt stædigt fast i, at det kunne de ikke. Pundik kunne en masse andet. Eksempelvis være rasende på sig selv over, at han anbefalede Uri at skrive under på sin officer-kontrakt.

Men sorg er privat, og det kan ikke deles, mente Herbert Pundik.

Og i modsætning til hans forældre talte de sammen hver dag om deres sønner.

Som han skrev i sin første erindringsbog, er tavshed om de døde en uretfærdighed mod dem.

- Den udsletter dem for anden gang.

“Jeg er ubekymret om min egen død“

Nu er det Herbert Pundik, der skal erindres.

De sidste år af hans liv lavede han kun aftaler en til to måneder frem i tiden, og på Politiken, hvor han som seniorkorrespondent stadig skrev, havde han en ordning med debatredaktøren om, at faldt kvaliteten, skulle det siges.

Redaktøren ville ikke kunne regne med, at Pundik selv opdagede det.

I 2017 reflekterede han over sit liv – og sin død – over for Kristeligt Dagblad:

- Jeg er ubekymret om min egen død. Og hvis jeg gør mit livs regnskab op, kommer jeg oven i købet til den erkendelse, at jeg ikke rigtig har noget til gode.