Samfund

600 svin kørt på slagteri efter storbrand på svinefarm

600 grise er blevet kørt på slagteri efter den voldsomme brand. Mathias Øgendal / Presse-fotos.dk

Staldbygning var delt op på langs med bigballer i den ene side og slagtesvin i den anden.

600 slagtesvin er søndag blevet kørt på slagteri efter en storbrand i en stald på en svinefarm ved Nybøl i Sønderjylland. Det skriver jv.dk.

Syd- og Sønderjyllands Politi fik klokken 13 melding om, at der var brand på ejendommen. Det viste sig, at der var udbrudt brand i 300-400 bigballer i en staldbygning, der var delt på langs med bigballer i den ene side og 600 slagtesvin i den anden side.

Ifølge indsatsleder Pia Hamann brændte det ikke ved slagtesvinene, men der kom røg ind i svinestalden. Meldingen fra Syd- og Sønderjyllands Politi ved 14-tiden lød, at kun enkelte grise kunne være blevet røgforgiftet, men efterfølgende blev alle 600 kørt til slagteriet.

Brandmænd kæmper søndag aften fortsat med at slukke flammerne i bigballerne, der er blevet løftet ud i det fri ved hjælp af en kran fra beredskabet. Ifølge Pia Hamann kommer slukningsarbejdet til at tage mange timer endnu, da brand i bigballer er meget svært at slukke.

Det er endnu uvist, hvordan branden er startet.