GO'

Syv ting fremtidsforskerne spåede om 2020 - se her, om de fik ret

I 50 år har Instituttet for Fremtidsforskning forsøgt at se ind i fremtiden. Og det er ikke altid gået lige godt.

I science fiction-film bliver fremtiden ofte skildret som et sted fyldt med flyvende biler, højteknologisk udstyr og mærkeligt tøj.

Noget tyder dog på, at fremtiden ikke kommer til at være så markant anderledes end den verden, vi kender i dag. Sådan lyder det i hvert fald fra Instituttet for Fremtidsforskning.

I en ny rapport forudser instituttet - ikke overraskende -, at vi har flere teknologiske værktøjer om 25 år.

- Men vi vil også have en 30-timers arbejdsuge, to års barsel og kun selvkørende biler i det indre København, siger administrerende direktør Daria Krivonos i 'Go’ morgen Danmark'.

Ikke altid ret

Den nye rapport er udkommet i anledning af Instituttet for Fremtidsforsknings 50-årsjubilæum.

Siden 1969 har konsulentvirksomhedens forskere med større eller mindre held forsøgt at løfte sløret for fremtiden.

Nogle gange har de ramt fuldstændigt plet, andre gange har de været en generation for tidligt på den, og andre gange igen har de ramt helt ved siden af skiven.

Alligevel mener Daria Krivonos, at det giver mening at blive ved med at forsøge at spå om fremtiden.

- Man kan både blive ramt af en bil i København og i London, men den kommer fra to forskellige sider. Vi fremtidsforskere kan ikke bremse bilen, men vi kan undersøge, hvilken side man skal kigge til. På den måde kan man få en idé om drivkræfterne, før de rammer, siger hun.

Vi er gået nogle år tilbage i tiden og har kigget på, hvordan Instituttet for Fremtidsforskning dengang forudså livet anno 2020. Se, hvad de fik ret i, herunder:

7 forudsigelser – og hvordan virkeligheden ser ud

  1. Intelligent landbrug

    I 1998 forudsagde Instituttet for Fremtidsforskning, at GPS-teknologien i fremtiden ville blive billigere, og at det derfor ville være muligt at bruge den i landbruget. Tanken var, at man blandt andet kunne bruge satellitinformationerne til at forudse, hvor man skulle gøde og vande.

    Realitet: I dag benytter hver fjerde danske landmand sig af præcisionsteknologier som GPS og droner. Det hjælper dem til at kunne overvåge markerne og dermed kunne sprøjte mere præcist.

  2. Computere på størrelse med en walkman

    I 2001 forudsagde Instituttet for Fremtidsforskning, at vores computere ville blive lige så små som 80’ernes walkmen.  Det ville føre til, at forskelen mellem stationære og mobile computere ville blive udvisket.

    Realitet: Med smartphonens indtog er denne forudsigelse i den grad blevet virkelighed. Det skete allerede seks år senere, da den første iPhone kom på gaden.

  3. Elektroniske babysittere

    I 2001 forventede Instituttet for Fremtidsforskning, at babysittere ville blive overflødige i fremtiden. I stedet ville en elektronisk babysitter holde øje med, at alting gik, som det skulle, og hvis der skete utilsigtede ting, eller barnet nærmede sig en trafikeret vej, ville forældrene få et telefonopkald.

    Realitet: Babysittere findes stadig, og selvom forældre kan holde øje med, hvor deres børns mobiltelefoner befinder sig, er vi stadig ikke nået dertil, hvor devices kan holde fuldstændigt øje med børnene.

  4. Slut med at eje biler

    I 1998 forudsagde Instituttet for Fremtidsforskning, at man i fremtiden ikke nødvendigvis ville eje sin egen bil. I stedet ville transport ske gennem en service, som ville gøre transporten mere effektiv.

    Realitet: I dag findes en række delebilsordninger over det meste af kloden. De gør det muligt kun at have en bil, når man skal bruge den.

  5. En fælles valuta

    I 1995 forventede Instituttet for Fremtidsforskning, at verdens ledere i 2020 ville være i gang med at stabilisere kurserne for dollars, yen og ECU, som var den daværende europæiske valutaenhed. De mente endda, at vi ville være på vej mod en global møntenhed.

    Realitet: ECU bruges ikke længere, men er i stedet blevet erstattet af euro. Samtidig er det ikke på tale at skifte de lokale valutaer ud men en fælles jordisk møntfod. Det tætteste, vi er kommet på det, er nok BitCoins, men der er langt endnu, før de enkelte lande er klar til at opgive deres lokale valuta.

  6. Slut med kulkraft

    På grund af den stigende drivhuseffekt forudså Instituttet for Fremtidsforskning i 1995, at Kina ville stoppe med at bruge kulkraft i så høj grad, som de havde påtænkt. Det ville blandt andet komme som resultat af repressalier fra andre lande.

    Realitet: Kina har ikke nedbragt mængden af kulkraft, men er stadig det land i verden, der får mest energi fra kul. Til gengæld har den grønne omstilling mange andre steder i verden nu for alvor fået fart på.

  7. Augmented reality

    I 2005 – to år før den første iPhone kom på gaden – forudså Instituttet for fremtidsforskning, at vi i fremtiden ville få et spil, som gik ud på at finde virtuelle skatte rundt omkring. Disse skatte ville kun være synlige på ens egen skærm.

    Realitet: I 2016 ramte Pokémon GO-feberen store dele af verden, da det ved hjælp af GPS-teknologi og augmented reality blev muligt at fange de små figurer i sit lokalområde.

Se hele interviewet med Daria Krivonos i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.