Samfund

Første selvkørende busser i Danmark får grønt lys

Det er virksomheden Holo, der står bag driften af de nye selvkørende busser.  Aalborg Kommune

I første omgang er testkørslen begrænset til et stisystem i Aalborg Øst.

Aalborg Kommune får som den første kommune i Danmark tilladelse til forsøg med selvkørende busser.

Det bliver borgerne i Aalborg Øst, der kan glæde sig til at hoppe på bussen, så snart kortlægning af ruten og tests er gennemført.

- Det er et skridt på vejen mod en bæredygtig mobilitet, og Aalborg Kommune vil anvende den førerløse teknologi som et middel til at gøre kommunens borgere mere mobile, udtaler borgmester Thomas Kastrup Larsen i en pressemeddelelse.

Transportminister: Det er meget positivt

Transportminister Benny Engelbrecht ser frem til at følge forsøget:

- Jeg har sagt fra min første dag som transportminister, at jeg arbejder for at skabe en klar, grøn tråd i mit arbejde og i ministeriet. Det er derfor meget positivt, at Aalborg Kommune nu har fået tilladelse til deres forsøg med selvkørende, elektriske busser, som kan være et skridt på vej mod en grønnere og mere bæredygtig trafik, siger transportministeren i en pressemeddelelse.

Forsøgskørsel afgrænses til stisystem

Aalborg Kommune vil bruge tre identiske køretøjer, som må køre med op til 18 kilometer i timen. Forsøgskørslen er afgrænset til et særligt stisystem i den østlige del af Aalborg, hvor strækningen udgør cirka 2,1 kilometer.

Det er først, når busserne er blevet testkørt, at man har mulighed for at bruge bussen som passager. I begyndelsen vil der desuden være en guide ombord på bussen, som kan gribe ind, hvis der skulle opstå uforudsete hændelser. På længere sigt vil overvågningen af bussen og dens trafik foregå via et kontrolcenter på ruten.

Den præcise dato for, hvornår driften starter, er endnu ikke fastlagt.

- Beboerne i Aalborg Øst vil i den kommende tid kunne se de førerløse busser køre rundt på Astrupstien som en del af den sidste kortlægning og test. Vi glæder os enormt meget til om et par måneder at byde beboere og gæster i Aalborg Øst ombord i busserne, når det hele er klart, udtaler Hans Henrik Henriksen, rådmand i By- og Landskabsforvaltningen, Aalborg Kommune.