Samfund

Adoptionsformidler i knibe: Lukker for nye ansøgere

Organisationen DIA, der formidler internationale adoptioner, er presset økonomisk grundet færre adoptioner.

Danish International Adoption (DIA), der er landets eneste formidler af internationale adoptioner, har besluttet at lukke for nye ansøgere til adoption.

Det oplyser organisationen på sin hjemmeside.

Baggrunden for beslutningen er manglende økonomisk sikkerhed for, at DIA kan føre nye adoptanters sager til ende.

- Når vi vælger at stoppe med at tage imod nye ansøgere, er det ene og alene fordi, vi som bestyrelse ikke mener, at det vil være rigtigt at sætte en adoptionsproces i gang, som vi ikke har en berettiget forventning om også at kunne gennemføre, skriver organisationen.

- Som de økonomiske udsigter ser ud efter 2020, kan vi forudse et større underskud. Derfor har vi desværre været nødt til at træffe beslutningen om indtil videre at stoppe for nye ansøgere.

Adoptioner er faldet drastisk på 10 år

Antallet af internationale adoptioner i Danmark er på ti år faldet drastisk, og væsentligt færre godkendes til adoption.

DIA skriver, at man allerede i marts orienterede de adoptionssøgende familier om de økonomiske problemer.

Ligeledes blev Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed, orienteret om den alvorlige situation, skriver DIA.

Ankestyrelsen har sat gang i en undersøgelse, der skal finde løsninger på de aktuelle udfordringer for international adoption.

Men undersøgelsen er ifølge DIA blevet udskudt flere gange.

DIA er en uafhængig, selvejende institution, der er akkrediteret af Socialministeriet.

Organisationen er resultatet af en fusion i januar 2015 af de to formidlingsorganisationer AC Børnehjælp og DanAdopt.

DIA formidler internationale adoptioner fra Bulgarien, Burkina Faso, Colombia, Filippinerne, Indien, Kina, Madagaskar, Sydafrika, Sydkorea, Thailand, Taiwan og Tjekkiet.