Staten risikerer regning på 100 millioner kroner: Lad ejerne selv betale
Staten risikerer dyrt oprydningsarbejde efter iværksætterselskaber. Nu foreslår brancheorganisation, at ejerne selv skal betale for oprydning.
Der venter statskassen en regning på mindst 100 millioner kroner, når der skal ryddes op efter de såkaldte iværksætterselskaber.
Det vurderer brancheorganisationen FSR - Danske Revisorer på baggrund af en optælling, TV 2 har foretaget.
Optællingen viser, at en fjerdedel af alle iværksætterselskaber er sendt til tvangsopløsning på statens regning, fordi ejerne ikke selv har opløst dem.
En af dem er tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, som lod staten stå for oprydningen i et selskab, hun er medejer af.
Nu foreslår revisorforeningen, at ejere, der fremover lader deres selskab sende til tvangsopløsning, selv skal betale regningen.
- Der er ikke nogen incitamenter til selv at gå ind og tage et ansvar her. Det er simpelthen for nemt, og det koster ikke noget at tørre regningen af på statskassen, siger Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør i FSR - Danske Revisorer.
Der mangler incitament
Hvis en ejer af et iværksætterselskab eksempelvis ikke indsender sit årsregnskab, så sender Erhvervsstyrelsen automatisk selskabet til tvangsopløsning. Men inden da har Erhvervsstyrelsen sendt flere varsler til ejeren.
En tvangsopløsning koster statskassen minimum 4.500 kroner i administrative udgifter. Det lyder måske ikke af meget, men det kan ende med en regning på 100 millioner kroner, vurderer FSR.
Samtlige iværksætterselskaber skal nemlig enten opløses eller omregistreres til en anden selskabsform inden april 2021. Her forventer FSR, at mange ejere blot vil lade staten gøre arbejdet - simpelthen fordi det er nemmere.
Revisorerne foreslår derfor, at regningen skal sendes tilbage til ejerne, så de 100 millioner kroner i stedet kan bruges til reel iværksætteri.
- Den fordel, der kunne være ved at indføre en sådan selvbetalingsordning eller selvrisiko, er jo, at så bliver der større incitament til faktisk at afvikle sine selskaber uden at belaste statskassen, siger Tom Vile Jensen.
Tishmann&søn, Dillerdreng og Sutlem
Under TV 2s gennemgang af de 13.729 tvangsopløste iværksætterselskaber dukkede flere selskaber op med opsigtsvækkende navne. Det er selskaber som 'Tishmann&søn ivs', 'Dillerdreng ivs' og 'Sutlem ivs'.
Ejeren af de tre iværksætterselskaber hedder Martin Skovlund Brandt Jensen. Han har hele tolv tvangsopløste selskaber bag sig, og nogle af dem har ifølge kuratorerne kostet statskassen over 20.000 kroner at opløse.
Det er netop den slags mere eller mindre useriøse erhvervseventyr, som nu har overbevist Venstres erhvervsordfører Tommy Ahlers om, at reglerne skal laves om, så regningen fremover skal sendes tilbage til ejerne.
- Kunne vi skabe en hjemmel for at opkræve de her penge hos dem, der har stiftet selskabet, så kunne det måske have den virkning, at de siger 'okay, så er det nok bedre, jeg selv gør det', siger Tommy Ahlers, som nu opfordrer erhvervsminister Simon Kollerup til at se på sagen.
- Jeg synes, det er ærgerligt
Erhvervsminister Simon Kollerup har ikke haft tid til et interview i denne uge, men skriver i en mail til TV 2:
- Alle har ret til at vide, hvilke regler der gælder for deres virksomhed, derfor lovgiver vi ikke med tilbagevirkende kraft. Jeg vil dog ikke afvise, at vi fremadrettet vil kigge nærmere på problemstillingen med omkostninger ved tvangsopløsninger.
I det skriftlige svar fortsætter ministeren:
- Jeg har ikke haft anledning til at dykke ned i FSR's analyse, men når man hører eksemplerne på selskaberne, så giver det jo næsten sig selv, at selskaberne ikke er lavet for at drive seriøse forretninger. Jeg synes, det er ærgerligt, og særligt når de så også forventer, at fælleskassen betaler regningen for at lukke deres virksomheder. De ønsker jo ikke selv at lukke dem efter reglerne.
Er ikke vendt tilbage på henvendelser
TV 2 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Martin Skovlund Brandt Jensen både i rækkehuset i Hedehusene, hvor de tolv iværksætterselskaber har adresse, og på den adresse, han er tilmeldt i Roskilde.
Vi ville gerne have spurgt ham, om han mener, det er rimeligt, at staten skal betale for oprydningen efter hans mange selskaber.
Martin Skovlund Brandt Jensen er desværre ikke vendt tilbage på TV 2 henvendelser.
I rækkehuset i Hedehusene bor i dag en mand ved navn Kurt Hagedorn. Han har ikke noget med selskaberne at gøre, forklarer han.
Til gengæld er han godt træt af at modtage post til Martin Skovlund Brandt Jensen og at få besøg af fogeden:
- Jeg har modtaget post, men der stod ikke, det var til "Diller" eller noget, fortæller Kurt Hagedorn.
Kurt Hagedorn ved ikke, hvor ejeren er henne i dag.
- Aner det ikke, jeg har kun hørt, at de stak af i nattens mulm og mørke, afslutter han.