Samfund

Minister advarer om farlige produkter på nettet

En ny undersøgelse fra Sikkerhedsstyrelsen viser, at der er store problemer med legetøj til børn. Sikkerhedsstyrelsen

I bunden af artiklen kan du se billeder af en række produkter, som er blevet testet farlige.

Pas på, når du handler på store handelsplatforme som amerikanske Amazon og kinesiske Wish.

Elektronikprodukter, legetøj og børneprodukter købt uden for EU er nemlig ofte fyldt med fejl, som kan være direkte livsfarlige.

En ny undersøgelse fra Sikkerhedsstyrelsen viser således, at 15 ud af 16 stykker legetøj og produkter til børn var farlige, mens alle seks testede elprodukter også blev vurderet som farlige, hvoraf fem udgjorde "en alvorlig risiko".

Resultaterne har rystet erhvervsminister Simon Kollerup, som i en pressemeddelse fredag decideret advarer danskerne om at købe disse produkter fra netforhandlere uden for EU.

- Det er uhyggeligt, at så mange produkter fra platforme uden for EU ikke lever op til de sikkerhedskrav, vi har til produkter i Danmark og EU, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.

Minister er stærkt bekymret

Erhvervsministeriet peger på, at risikoen for livsfare kan opstå, hvis børn bliver kvalt i legetøj. Det kan også være elektroniske produkter, som kan give stød eller bryde i brand - som eksempelvis mobilopladere og julelyskæder.

- Som forbruger, og ikke mindst som far, er det noget, der giver mig helt ondt i maven, lyder det fra ministeren.

Her ses et udpluk af det legetøj, som Sikkerhedsstyrelsen har testet, og som Erhvervsministeriet advarer imod.

Advarslen kommer efter, at Sikkerhedsstyrelsen har gennemført en kontrol af produkter fra Wish, Amazon, eBay og AliExpress. Styrelsen ville undersøge, om leverandørerne på handelsplatformene lever op de sikkerhedskrav, der er i Danmark og EU.

Det gjorde de ikke, og Simon Kollerup fortæller, at regeringen i det nye år vil fremsætte et lovforslag, der skal styrke kontrolmuligheder og øge strafmulighederne over for webbutikker, som sælger farlige produkter.

Umuligt at holde øje med alle varer på nettet

Sikkerhedsstyrelsen henvender sig nu til platformene og beder dem fjerne de farlige produkter, fortæller kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Lone Brose:

- Der er ikke nogen myndighed, som kan teste samtlige produkter, som er til salg på internettet. Hverken i Danmark, EU eller resten af verden. Det er virksomhedernes ansvar, at de kun sælger sikre produkter, men vi ser desværre, at der er brodne kar.

Lone Brose understreger samtidig, at forbrugerne skal bruge deres kritiske sans, når de køber på nettet, og overveje om et tilbud kan være for godt til at være sandt.

De testede produkter vil løbende blive lagt i Sikkerhedsstyrelsens register over farlige produkter.

Nedenfor kan du se en række produkter, som Sikkerhedsstyrelsen har vurderet farlige:

Alle billeder er af produkter, der er testet farlige.

Alle billeder er af produkter, der er testet farlige.

Alle billeder er af produkter, der er testet farlige.

Alle billeder er af produkter, der er testet farlige.

Alle billeder er af produkter, der er testet farlige.

Alle billeder er af produkter, der er testet farlige.

Alle billeder er af produkter, der er testet farlige.
Alle billeder er af produkter, der er testet farlige.

Alle billeder er af produkter, der er testet farlige.

Alle billeder er af produkter, der er testet farlige.