Samfund

Vil have sin søster og hendes to børn hjem fra lejr i Syrien: - De dør, hvis de bliver dernede

Samira troede, hendes søster tog i sommerhus. Men hun endte i fangelejren al-Hol i Syrien, hvor hun sammen med sine børn kæmper for livet.

Samira sætter sig i stolen - klar til at fortælle. Hun er overbevist om, at det er den eneste måde at redde sin søster og søsterens to børn.

- Hvis ikke vi gør noget, dør de. Jeg er sikker på, at de ikke overlever et år mere i al-Hol-lejren, siger hun.

Det er snart fem år siden, Samira har set sin to år ældre storesøster. Sidste gang, søsteren gik ud af familiens hus i en større sjællandsk by, havde hun pakket en stor taske.

Hun ville tage i sommerhus med en veninde, lød beskeden fra søsteren.

- Men hun kom aldrig tilbage. Der gik flere dage, og vi skrev og ringede, men hun svarede ikke. Da gik det op for os, at hun var taget afsted og ikke kom tilbage, siger Samira.

I dag sidder hendes søster, som er dansk statsborger, i den berygtede al-Hol-lejr i det nordlige Syrien.

En lejr, som er beregnet til at huse 20.000 mennesker, men hvor der ifølge rapporter bor mellem 50- og 100.000. Langt de fleste er kvinder og børn. Flygtninge, som indtil for nylig boede i det kalifat, som Islamisk Stat udråbte.

- Vilkårene i lejren er umenneskelige. De kan hverken få mad eller vand. Børnene har været syge, og de har det ikke godt. Hun skriver, at den lille på ti måneder kaster op og har diarré, siger Samira, som af hensyn til sin og sin families sikkerhed ikke vil oplyse sit efternavn.

TV 2 er bekendt med Samiras efternavn.

Politisk strid om syrienkrigere

Personer som Samiras søster, nevø og niece er lige nu centrum i en politisk strid.

Der er ikke mange politikere, som har lyst til at hente Syrienkrigere og deres familier hjem til Danmark. De har vendt Danmark ryggen og kæmpet imod Vesten i krigen i Syrien, lyder argumentet.

Hendes mellemste barn blev dræbt for et år siden, og hendes mand er forsvundet, alle regner med, at han er død.

Samira om sin søster

I sidste uge hjemtog Danmark et forældreløst barn, hvis forældre havde kæmpet på Islamisk Stats side. Men står det til regeringen, bliver det sidste gang, det kommer til at ske.

- Vi har som regering truffet den beslutning, at vi ikke tager børnene til Danmark, fordi deres forældre har vendt Danmark ryggen og har kæmpet for Islamisk Stat, og dermed har de truffet et valg på deres børns vegne, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) under tirsdagens spørgetime.

Men ifølge Samira har hendes søster ikke kæmpet for Islamisk Stat. Hun rejste for at være sammen med den mand, hun var blevet forelsket i, fortæller Samira.

- Min søster er ikke rejst nogen steder hen for at blive terrorist eller IS-kriger. Hun har fortalt, at hun rejste for at være sammen med sin mand. De havde mødt hinanden på nettet og var blevet forelskede. Hun har ikke slået nogen ihjel, siger Samira.

Familien havde da heller ikke mistanke om, at søsteren var på vej til kalifatet for at støtte Islamisk Stats sag. Intet i hendes væremåde og opførsel tydede på, at hun flirtede med radikalisering, fortæller Samira.

Da søsteren forlod hjemmet uden at se sig tilbage, var hun 19 år. Og i modsætning til Samira var hun udøvende muslim.

- Hun gik med tørklæde. Men hun var en helt almindelig pige, hun var ikke radikaliseret eller ekstrem på nogen måde. Jeg tænkte på hende som en sød og glad pige, og det eneste, der var anderledes ved hende, var, at hun gik med tørklæde, siger Samira.

Advokat har skrevet brev til statsministeren

Samira og resten af familien fandt aldrig ud, hvor søsteren opholdt sig.

De hørte kun sjældent fra hende, og når hun endelig kontaktede dem, fortalte hun ikke, hvor hendes hurtigt voksende familie befandt sig.

- Hun sagde bare, at de var et trygt sted, og at hun og børnene havde det godt. Hun sendte billeder af sig selv og børnene og fortalte, at de havde det godt. Men hun fortalte aldrig, hvor de var henne.

I alt fik søsteren tre børn på tre år sammen med sin mand. I dag er manden væk. Og det er et af hendes børn også.

- Vi ved ikke præcis, hvad der skete. Men hendes mellemste barn blev dræbt for et år siden, og hendes mand er forsvundet, alle regner med, at han er død, siger Samira.

Forholdene i lejren for en kvinde med to små børn er så farlig, at Samira er bange for, hvad der kan ske, hvis hendes søster og børnene ikke kommer hjem.

- Et af hendes børn er blevet dræbt, og hun er alene i al-Hol lejren med de to sidste børn, en datter på tre år og en søn på ti måneder. Og jeg er sikker på, at de alle dør, hvis ikke vi henter dem hjem til Danmark, siger Samira, som sidst hørte fra sin søster for to dage siden.

Hvorfor er det, at vi som samfund er forpligtet til at hjælpe dem?

- Fordi hun er dansk statsborger og har været det hele sit liv. Hun er dansker og hører til herhjemme. Det er hendes hjem, det her. Bare fordi hun er taget ud af landet en gang, betyder det ikke, at hun ikke skal bo her og leve sit liv her, som hun altid har gjort det.

Familiens advokat, Bjørn Elmquist, har henvendt sig direkte til statsminister Mette Frederiksen for at få hende til at skride ind og redde de danske børn i de syriske lejre. Indtil videre uden resultat.