Lippert

Hædret succesforfatter lever under politibeskyttelse

Romanforfatteren og menneskerettighedsforkæmperen Sara Omar er den sjette, der vinder Menneskerettighedsprisen.

Brud på menneskerettighederne er ikke kun noget, der sker i fjerne ulande. Det sker også i Danmark. Hver eneste dag. Sådan lyder det i hvert fald fra forfatteren Sara Omar, der netop har modtaget årets menneskerettighedspris for sin kamp for børns og undertrykte kvinders rettigheder.

I magasinet Lippert på TV 2 News fortæller hun, at det særligt er i de muslimske parallelsamfund i Danmark, at menneskerettighederne bliver krænket. Og det er især kvinder og børn, der bliver udsat for overvågning af mandlige familiemedlemmer.

- De her tavse stemmer fortjener, at vi anerkender deres eksistens, og at vi lytter til deres lidelser, siger Sara Omar.

Sara Omar fik sit gennembrud i den brede offentlighed, da hun i 2017 udgav romanen 'Dødevaskeren', der blandt andet beskriver kvindeundertrykkelse, social kontrol, æresdrab og "en muslimsk kvindefornedrende voldskultur".

Ifølge Sara Omar fik hun flere tusinde henvendelser fra kvinder i de muslimske kredse. De takkede hende for at sætte ord på deres følelser.

Jeg er ligeså meget dansk statsborger, som du er. Men jeg er ikke lige så fri til at sige de ting, jeg vil, som du er

Sara Omar

Hendes anden roman, 'Skyggedanseren', er netop udkommet, og her er temaerne de samme.

- Det, jeg skriver om, det er noget, som jeg har oplevet, overlevet, set og hørt, fortæller hun.

Sara Omar understreger, at det naturligvis ikke er alle muslimske familier, der fungerer sådan. Men de barske episoder er inspireret af det virkelige liv.

- 'Dødevaskeren' har været med til at skubbe til revolutionen. Det er jo ikke for sjov, at jeg har fået 8-9.000 henvendelser fra kvinder, der aldrig nogensinde har været i stand til at kunne tænke højt. De skriver til mig og siger tak for, at jeg mindede dem om, at det lys, de leder efter, det bor i dem selv. De skriver, at de nu tør at tænke højt.

Menneskerettighedsprisen

Menneskerettighedsprisen er Rådet for Menneskerettigheders hæderspris og gives til en person, gruppe eller organisation, der har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark. Prisen blev uddelt første gang i 2014.

De tidligere vindere er:

2018: Forsvarsadvokat Thorkild Høyer

2017: Godhavnsdrengen Poul-Erik Rasmussen

2016: En gruppe transkønnede aktivister

2015: Whistleblower og tidligere efterretningsofficer Anders Kærsgaard

2014: Michala Clante Bendixen, formand for organisationen Refugees Welcome

Kilde: menneskeret.dk

Lever under politibeskyttelse

Det er ikke ufarligt at kritisere islam. I hvert fald ikke, hvis man som kvinde selv er vokset op i den muslimske kultur. Efter succesen med debutromanen 'Dødevaskeren' har Sara Omar levet under politibeskyttelse i to år.

- Jeg er ligeså meget dansk statsborger, som du er. Men jeg er ikke lige så fri til at sige de ting, jeg vil, som du er, siger hun til studievært Søren Lippert.

Hvem er det, der er efter dig?

- Det vil jeg ikke svare på. Men det er omkostningsfuldt at tage bladet fra munden.

Men du oplever altså en omverden, der møder dig med trusler?

- Ja. Det er fordi, jeg er kritisk over for patriarkatet og den måde, religionen bliver praktiseret på. Jeg er den, der løfter sløret. Jeg gør det hudløst ærligt, samtidig med at jeg er frygtløs.

'Lippert' kan ses på TV 2 PLAY.