Samfund

Afleverede julehjælp til familie med to biler og speedbåd - nu vil kommune sikre, det ikke sker igen

Kommunen har et indblik i borgernes økonomi, som de private organisationer ikke har mulighed for at få.

Når julehjælpen skal uddeles til trængte familier i Danmark, regner man ikke med at skulle aflevere hjælpen til en husstand med to biler og en speedbåd i indkørslen.

Ikke desto mindre er det en situation, medlem af frimurerlogen Peter Krog har oplevet, når han har været ude med foreningens håndsrækning til borgere i Kolding.

Men det skal nu være slut. Normalvis er det organisationerne selv, der står for udvælgelsen af familierne, men i Kolding foregår det i år anderledes.

Kolding Kommune er nemlig gået sammen med otte julehjælpsuddelere om at lave et fælles ansøgningsskema, som kommunen administrerer. På den måde skal de trængte familier kun søge julehjælp et enkelt sted, mens det samtidig giver kommunen mulighed for at sikre, at julehjælpen går til de mest trængende.

- De kan se ind på folks økonomi på en anden måde og se, hvem der har brug for det, siger Peter Krog.

De otte organisationer i samarbejdet er:

  • Røde Kors Kolding
  • Røde Kors Lunderskov
  • Røde Kors Vamdrup
  • Røde Kors Christiansfeld
  • Den Danske Frimurerorden – Kolding
  • Kirke i Byen
  • Kirken i Sankt Nicolai Sogn
  • Kolding Madhjælp

Kommunens muligheder

De private foreninger, der donerer julehjælpen, har intet indblik i de ansøgende familiers økonomi.

Og på grund af datalovgivning har de heller ikke mulighed for at sammenholde ansøgerne for at undgå, at de samme familier modtager julehjælp flere steder fra, mens andre må gå tomhændede derfra.

Derfor er det en stor hjælp, at Kolding Kommune, der har indblik i begge dele, nu går ind og udvælger de heldige familier, siger Peter Krog.

- Vi kan jo ikke se på den enkelte familie, hvorvidt de har brug for hjælp eller ej. Det har været drønsvært at overskue det, siger han.

En god løsning på flere måde

Det nye fælles ansøgningsskema er da også en god løsning på flere punkter, mener formand for arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune, Poul Erik Jensen fra Socialdemokratiet:

- Det er for at gøre det lettere for folk. Det var mere bureaukratisk før, da man skulle søge ved alle organisationerne. Men det betyder også, at man ikke kan søge hele vejen rundt og få hjælp to eller tre gange, siger han til TVSyd.

En anden kommune, der har haft held med ordningen, er Horsens Kommune. Her er erfaringen fra 2017, at hver tredje af Dansk Flygtningehjælps ansøgere i Horsens Kommune havde søgt om julehjælp ved mindst én anden organisation.

Ansøgningsfristen for julehjælp i Kolding Kommune er fredag 29. november.