Samfund

Gigantiske vindmølledele har nået deres mål - alt gik 'super godt'

Politiet tog ingen chancer, da vindmølledelene skulle flyttes i Nordjylland. Det kunne nemlig være farligt, hvis noget gik galt under transporten.

De to gigantiske vindmølledele, der mandag skulle transporteres fra Hanstholm Havn, er nu nået til deres destination: Det nationale testcenter for store vindmøller ved Østerild i Thy.

Tilsammen vejer de 1000 ton, er henholdsvis 10 og 28 meter høje og udgør den øverste og nederste del af vindmøllen.

Det er gået super godt

Gert Overgaard Madsen, projektansvarlig

Det 28 meter høje tårn har siden klokken 08.30 bevæget sig i sneglefart med cirka 3,5 kilometer i timen over en afstand på 23 kilometer gennem den nordvestlige del af Jylland. Og på trods af det langsomme tempo er transporten gået hurtigere end forventet.

Vindmølle tårnet, da det var på vej til testcenteret i Østerild.

Vindmøllehuset blev flyttet på en blokvogn, der bliver trukket af to lastbiler.

Det fortæller Gert Overgaard Madsen, der har været ansvarlig for transporten hos transportfirmaet Torben Rafn, til TV 2.

- Det er gået super godt. Vi var foran (tidsplanen, red.) i morges, men der var nogle udfordringer på det sidste stykke. Det vidste vi godt, for vejen er smal, men det er gået lige efter planen.

Møllehuset nåede klokken 15 ind på testcenterets område, selv om man først regnede med, at det ville ske klokken 18. Tårnet nåede testcenteret klokken cirka 17.25, og de to kæmpe store vindmølledele står nu parkeret ved siden af hinanden.

Tog ingen chancer

Transporten af vindmøllesektionerne blev varetaget af et professionelt firma og blev betragtet som fuldstændigt sikker. Alligevel tog politiet ingen chancer, og beboerne langs ruten blev for en sikkerheds skyld opfordret til at forlade deres hjem, mens transporten foregik.

Vi har på forhånd husomdelt en folder til alle beboere langs ruten. Hvis de har spørgsmål til transporten, kan de ringe 1-1-4

Ralf Høgedal, vagtchef Midt- og Vestjyllands Politi

Det skyldtes, at det kunne være farligt at opholde sig i nærheden af de enorme vindmøller, hvis noget - mod forventning - skulle gå galt.

- Vi har på forhånd husomdelt en folder til alle beboere langs ruten. Hvis de har spørgsmål til transporten, kan de ringe 1-1-4, hvor lederen af den operative færdsel sidder klar til at svare på henvendelserne, lød det mandag morgen fra Ralf Høgedal, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Transportruten fra Hanstholm til Ræhr vil foregå i tidsrummet fra klokken 08.30-13.00.
Transportruten fra Ræhr til testcenter Østerild vil foregå i tidsrummet fra klokken 11.00-18.00.

Politi: Tak for tålmodigheden

De store vindmølledele skulle have landevejene for sig selv, og derfor har der dagen igennem været lukket for anden trafik på strækningen, mens transporten foregik.

Den 28 meter høje bundsektion blev transporteret i oprejst tilstand. Selve møllehuset - den såkaldte nacelle – blev flyttet på en blokvogn, der blev trukket af to lastbiler.

De to vindmølledele vejer tilsammen 1000 ton Video: Hans-Henrik Busk Stie

Hjemmeværnet har dagen igennem hjulpet til med at dirigere transporten af vindmøllern og stod samtidig for at underrette beboere på ruten i god tid, før transporten passerede.

Politi og følgebiler var desuden med hele vejen langs ruten, og alle veje blev åbnet, så snart transporten passerede. Klokken cirka 16 lød det fra Midt- og Vestjyllands Politi, at vejen mellem Østerild og Hanstholm var helt åben for trafik igen.

- Tak for tålmodighed hos jer bilister og beboere langs ruten, skrev politiet.

Nu står tårnet og møllehuset ved siden af hinanden på testcenterets område.