Samfund

Pedal-Ove kom med klar besked om drabet på sit dødsleje

Fritidsmusikeren Ove Hansen, der i 1992 blev renset for drabet på sin hustru, blev 75 år. Han døde efter kort tids sygdom af en slem lungebetændelse.

- Du skal bare vide én ting. Det var ikke mig, der slog din mor ihjel.

Sådan sagde Pedal-Ove til sin søn, kort før han drog sit sidste åndedrag lørdag.

- Det er en anden idiot, der har gjort det, tilføjede han.

TV 2 har været i kontakt med sønnen, Mads Hansen, der bekræfter dødsfaldet.

Døde af lungebetændelse

Ifølge Mads Hansen kæmpede Ove Hansen igennem to uger med en slem lungebetændelse, der kun blev værre med tiden.

Lørdag valgte Pedal-Ove så at standse behandlingen for at få fred.

- Han fortalte os, hvor han ville begraves og alt praktisk, fortæller Mads Hansen til TV 2.

Ove Hansens sidste ord drejede sig dog ikke kun om praktiske gøremål.

Det handlede derimod om dødsfaldet på Pedal-Oves tidligere kone, Brita Hansen, som har fyldt en stor del af livet de seneste 40 år for manden fra Frederikshavn.

Og her valgte han altså endnu engang at fastholde sin uskyld i sagen.

Ove Hansen ses her sammen med Brita på deres bryllupsdag i 1976.

Fakta om 'Pedal Ove'-sagen

12. december 1981 dør 30-årige Brita Hansen ved kværkning, og liget kastes i havnen. Britas eksmand, Ove Hansen, anholdes og sigtes for drab.

8. marts 1982 løslades Ove Hansen på grund af manglende beviser.

11. juli 1982 findes Britas lig i havnen i Frederikshavn. Ove Hansen fængsles igen.

12. november 1982 idømmes Ove Hansen 12 års fængsel for drab.

12. juni 1989 prøveløslades Ove Hansen.

13. september 1990 klager advokat Morten Wagner til Den Særlige Klageret.

29. november 1991 genoptages sagen.

13. april 1992 frikendes Ove Hansen for drab og tilkendes en erstatning på 5,4 millioner kroner.

Danmarkshistoriens største justitsmord

Brita og Ove Hansen blev gift i 1976, men senere separeret.

12. december 1981 forsvandt den 30-årige Brita Hansen sporløst i Frederikshavn, og først syv måneder senere dukkede hendes lig op i havnen.

Undersøgelser af liget kunne afsløre, at Brita Hansen tilsyneladende var blevet kværket.

Hendes eksmand, fritidsmusikeren Ove Hansen, som blev kendt som Pedal-Ove, blev i 1982 anholdt og dømt for drabet ved Vestre Landsret.

Han fik 12 års fængsel, selvom der ikke fandtes tekniske beviser for, at han var gerningsmanden.

Pedal-Ove sad efterfølgende over syv år i fængsel og blev i 1989 prøveløsladt.

Men i 1992 blev han frikendt for drabet på sin hustru og tilkendt 5,4 millioner kroner i erstatning efter at have været udsat for det, der er blevet kendt som "danmarkshistoriens største justitsmord".

Det skete på baggrund af, at sagen blev genoptaget i 1991 af Den Særlige Klageret, efter journalister fra DR havde gravet i sagen.

To nye vidner sagde, at de havde set Ove Hansen på drabstidspunktet og gav ham dermed det alibi, han manglede.

Gennem hele forløbet har Ove Hansen nægtet sig skyldig i mordet på sin ekskone.

Fakta om 'Mysteriet om Pedal Ove'

Artiklen er lavet på baggrund af bogen 'Den dag Brita forsvandt' af journalist og forfatter Michael Teschl.

I 2017 modtog han et anonymt brev med en opfordring til at undersøge den næsten 40 år gamle sag om Pedal Ove. 

Den anonyme brevskriver hævdede at være i besiddelse af fortrolige oplysninger, som kunne føre til en endelig opklaring af sagen.

Gennem mere end to år har Michael Teschl gennemtrawlet samtlige dokumenter fra den oprindelige drabssag i 1981-82 og appelsagen ti år senere samt lavet research i Frederikshavn.

Sideløbende har han lavet dokumentarserien 'Mysteriet om Pedal Ove' til TV 2.

Anonymt brev i postkassen

For blot få uger siden trak sagen om Pedal-Ove, der fik sit tilnavn grundet jobbet som fritidsmusiker, endnu engang overskrifter i medierne.

I bogen 'Den dag Brita forsvandt' skrevet af journalist og forfatter Michael Teschl sås der tvivl om rigtigheden af de to vidners forklaring, som var den primære årsag til frikendelsen af Ove Hansen.

Michael Teschl genoptog en af de mest omtalte og omdiskuterede drabssager i nyere danmarkshistorie efter at have modtaget et anonymt brev i sin postkasse i 2017.

I brevet stod der blandt andet, at ”sandheden endnu ikke har set dagens lys” i sagen.

Underminerer sit alibi

Samtidig har TV 2 for nylig i dokumentarserien 'Mysteriet om Pedal-Ove' rejst tvivl om hovedpersonens alibi.

Tv-dokumentaren havde premiere 14. november, og i det første afsnit om den historiske drabssag betvivler Pedal-Ove selv to af de centrale vidners udsagn.

Ove Hansen erkender for første gang i dokumentaren, at han ikke var sammen med sin søn i det tidsrum, hvor Brita Hansen forsvandt. En oplysning, som han ellers har fastholdt over for politiet og i retssagen mod ham.

Det betyder, at Ove ikke har det alibi, som hjemmehjælperen Sinne Johansen og taxachaufføren Jane Nielsen ellers gav ham.

Vidnerne siger begge, at de så Ove sammen med sønnen på det formodede drabstidspunkt.