Samfund

Kvinde løj sig syg fra job og tog på ferie

Kvinden fik 30 dages betinget fængsel. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Kvinden løj om en operation, fordi hun følte sig mere forpligtet over for sin familie end arbejdsgiveren, fortalte hun i retten.

En 58-årig kvinde fra Roskilde er blevet dømt for dokumentfalsk og bedrageri, efter hun snød sig til ferie.

Hun havde over en længere årrække afholdt ferie i den første uge af juli, men i 2017 fik hun ikke sit ferieønske opfyldt. Og efter hun uden succes havde forsøgt at få det ændret, tog hun utraditionelle metoder i brug.

Det skriver Sjællandske Medier.

Den 58-årige gik nemlig til chefen og fortalte, at hun skulle opereres og derefter ville være sygemeldt i en uge. På den måde kunne hun, som hun plejede, rejse afsted med familien i den sædvandlige uge.

30 dages betinget fængsel

Da hun vendte tilbage på arbejde, blev løgnen dog opdaget, og kvinden blev sigtet for dokumentfalsk og bedrageri.

Den 58-årige har kendt sig skyldig med forklaringen om, at hun følte sig mere forpligtet over for sin familie end arbejdsgiveren.

Retten i Roskilde har fastsat straffen til 30 dages betinget fængsel med henvisning til, at kvinden ikke tidligere har været straffet, og at der er tale om et enkeltstående forhold.

Afstemning

Har du nogensinde løjet dig syg fra arbejde?

Domstolene ser alvorligt på løgne

Ifølge Mia Boesen, der er advokat med speciale i ansættelsesret hos advokatfirmaet Bird & Bird, har man som medarbejder pligt til at fortælle sandheden til sin arbejdsgiver. Det er en del af den såkaldte loyalitetspligt, som lønmodtagere er omfattet af.

Hun kender ikke de nærmere detaljer i denne sag, men har selv oplevet en mindre stramning i forhold til, hvad man som arbejdsgiver kan forvente af sin medarbejder.

- Min erfaring er, at domstolene kigger mere og mere alvorligt på situationer, hvor lønmodtageren lyver, siger hun.

Og her gør det altså ikke nogen forskel, at det bunder i et uopfyldt ferieønske. Ferieloven siger, at det er noget, som arbejdsgiver og lønmodtager så vidt muligt skal blive enige om. Men kan det ikke gå op på grund af driftsmæssige årsager, er arbejdsgiveren i sin gode ret til ikke at give den ansatte ferie i den ønskede uge, fortæller advokaten.

- At han så også har anmeldt hende for dokumentfalsk og bedrageri er ikke hverdagskost, siger Mia Boesen.

Hver femte har gjort det

En Megafon-undersøgelse foretaget for TV 2 i 2017 viste, at hver femte dansker har pjækket fra arbejde minimum én gang de to foregående to år.

Alligevel mente 80 procent af de adspurgte ikke, at det er i orden at lyve om det.

Og 60 procent siger ligefrem, at pjæk er usolidarisk over for kollegaer, mens 46 procent mener, at det vidner om lav arbejdsmoral.